Succeskriteriet er klart for ny U21-landstræner: EM-billetten skal i hus

Selvom Danmarks nye U21-landstræner er relativ uerfaren som cheftræner, er forventningerne til ham klare.

Danmarks U21-cheftræner Albert Capellas har en fortid som træner i Brøndby IF. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når det danske U21-landshold i aften indleder EM-kvalifikationen mod Rumænien, er det med en relativ ubeskrevet skikkelse som holdets cheftræner.

I juni blev spanske Albert Capellas præsenteret som ny U21-landstræner, og han blev dermed den første udlænding i historien til at bestride den post. Jobbet er samtidig hans blot andet cheftrænerjob i karrieren.

Albert Capellas har mange år på cv’et som assistenttræner i blandt andet Borussia Dortmund, Vitesse og FC Barcelona B, men hans hidtil eneste andet cheftrænerjob var for Brøndbys U17-hold i 2016.

Albert Capellas’ relativ lille cheftræner-erfaring og det faktum, at det er første gang, at U21-landsholdets cheftræner er udenlandsk, var dog ikke en bekymring for talentudviklingschef i DBU Flemming Berg, som har været med til at ansatte Albert Capellas.

- Hans erfaring har ikke været en bekymring. Tværtimod. Albert er en træner, der har internationalt snit, som passer rigtig godt ind i vores ulandsholds system og spillestil. Vi arbejder med den helhedstanke med boldbesiddende spil og højt pres hele vejen fra U15 til U21, og her er Alberts kompetencer et fremragende match i forhold til det spillemæssige og med resten af vores trænergruppe, siger Flemming Berg.

Ikke uden udfordringer

At Albert Capellas er den første udenlandske U21-landstræner, og at de unge danske talenter nu skal vænne sig til at tale engelsk i stedet for dansk til taktikmøderne, er ifølge Flemming Berg helt uproblematisk i forhold til talentudviklingsarbejdet.

- Spillerne skal alligevel vænne sig til det. Ni af 22 spillere spiller i forvejen i udlandet, og om et år eller to vil endnu flere af dem gøre det. Det er et vilkår, hvis man vil begå sig på det niveau, at træningen foregår på engelsk. Det gør den også i de fleste superligaklubber i dag, siger Flemming Berg.

I aften venter den første betydende kamp for U21-landsholdet med Albert Capellas som cheftræner. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Helt uden udfordringer er skiftet til en udenlandsk landstræner dog ikke, erkender Flemming Berg. Samtidig med cheftrænerudnævnelsen af Albert Capellas har DBU derfor også ansat tidligere Viborg FF-træner Steffen Højer som fuldansat assistenttræner.

- I forhold til hele setuppet omkring holdet var det vigtigt for os at få en assistenttræner, der har kendskabet til spillerne, klubberne og kulturen. Det er et trænerteam, og derfor var det vigtigt at få en dansktalende assistenttræner på fuldtid, fordi vi valgte at gå efter en udenlandsk cheftræner. Det er Steffen, der står for den daglige kontakt med spillernes klubber, siger Flemming Berg.

Succeskriteriet er EM-kvalifikation

Selvom trænerkonstellationen på det danske U21-landshold er ny, er de sportslige ambitioner de samme som før. Albert Capellas har ansvaret for at kvalificere det næste kuld af talenter til EM-slutrunden om to år.

I første omgang har han og Steffen Højer fået en kontrakt, der løber til sommeren 2021. Men aftalen kan opsiges i december 2020, hvis Danmark ikke kvalificerer sig til U21-EM i 2021.

- Målsætningen er helt sikkert kvalifikation til EM. Der er ingen tvivl om, at det bliver svært, for vi er i gruppe med stærke U21-generationer fra Rumænien og Ukraine. Men i og med at vi er førsteseedede, er vores målsætning at kvalificere os for fjerde gang i træk, det skal der ikke herske tvivl om, siger Flemming Berg.

Ud over Rumænien og Ukraine er Danmark i gruppe med Finland, Nordirland og Malta. Kun gruppevinderen er garanteret en plads til EM 2021. Andenpladsen i gruppen skal ud i playoff-kampe.

Facebook
Twitter