AaB brændte og brændte: Men slår alligevel Vejle i Superligaen

Aalborgenserne vandt 1-0 på udebane mod Vejle i en meget chancerig kamp. Iver Fossum blev matchvinder.

Se højdepunkter fra kampen her.

AaB tog mandag aften en sejr på 1-0 over Vejle efter en stærk præstation i Nørreskoven. Nordjyderne fortsatte de lovende takter fra sidste uges sejr over AGF, mens Vejle stadig må vente på sæsonens første sejr i Superligaen.

AaBs offensiv udfoldede sig i et højt tempo, som Vejle særligt i første halvleg ikke kunne matche. Det matchvidende mål fra Iver Fossum faldt også før pausen, men AaB producerede gennem hele opgøret chancer nok til at vinde større.

  • Vejle Boldklub måtte sande, at AaB var bedst på dagen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
  • AaB's Ivar Fossum bliver hyldet for sin scoring i 1.halvleg. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
1 / 2

AaB's anden sejr i sæsonen bringer holdet op på femtepladsen med otte point. Dermed holder AaB snor i topholdene efter fem runder. Vejle er fortsat sidst med kun ét point.

Opgøret bød på to mandskaber, som begge ville frem ad banen fra kampens start.

Chancer på stribe

Spillet bølgede frem og tilbage, men AaB fik skabt flest chancer, da nordjyderne satte sig på kampen efter et kvarters tid.

AaB's offensiv var præget af høj dynamik med energiske løb, som især de to wingbacks bidrog til.

Efter 33 minutter bar det frugt, da Iver Fossum bragte AaB på 1-0. Nordmanden dukkede op ved bagerste stolpe og headede et indlæg i kassen.

I pausen foretog Vejle en tredobbelt udskiftning, og med fight og fornyet energi kom hjemmeholdet bedre med i opgøret.

AaB fortsatte dog de lovende takter, og der gik ikke længe, før offensiven igen skabte chancer på stribe.

Midtvejs i halvlegen burde gæsterne have afgjort kampen, men blandt andet overliggeren tog fra for Vejle.

Flere scoringer blev dog heller ikke nødvendige, for at AaB kunne tage tre point med hjem fra opgøret.

/ritzau/

Facebook
Twitter