Den startede så skidt, sæsonen 2007/2008 for AaB. To point i de fire første kampe og en 0-5 lussing i Randers. Men så fik Erik Hamrén og hans tropper ellers rettet op på det, og torsdag aften sikrede nordjyderne sig klubbens tredje mesterskab.
Med 65 point og blot to spillerunder tilbage kan forfølgerne ikke hente AaB, og derfor brød jublen løs i Aalborg og omegn torsdag aften, da kampen mod Brøndby blev fløjtet af.
- Det her er historien om den grimme ælling, der bliver en flot og smuk svane, sagde sportsdirektør Lynge Jacobsen efter sejren over Brøndby, og tilføjede:
- Det er Erik Hamrén, der er H.C. Andersen.
Der venter nu AaB-spillerne en lang nat, hvor de skal transporteres rundt i Aalborg og modtage folkets hyldest. Og fredag er der også fokus på fejringen af mesterskabet, før det igen bliver hverdag i weekenden.
Aftenens triumf er altså den tredje i klubbens historie. Også i 1995 og 1999 blev nordjyderne mestre.
MediaLinks: Se indslaget fra Update
Nervøs start
På banen fik aftenens opgør mod Brøndby en nervøs start. Nordjyderne startede godt nok aggressivt og pressede på fra start. Men de helt åbne chancer blev det ikke til. Og når nordjyderne faldt for langt tilbage på banen, stod træner Erik Hamrén klar på sidelinien for at piske sine spillere længere frem.
Michael Jakobsen var tæt på at overliste Stephan Andersen i Brøndby-målet efter et kvarter, men mesterholdet fik ellers ikke det store ud af presset.
Flere gange blev bolden sendt frem mod Lars Nilsson, men den spinkle svensker kom igen og igen til kort overfor sin landsmand i Brøndby-forsvaret, Max von Schlebrügge.
Brøndby var sjældne gæster i AaBs felt, hvor Karim Zaza fik comeback. Han blev første gang testet af Martin Spelmann efter 23 minutter, men langskuddet blev sikkert grebet af den tidligere Brøndby-keeper.
I den anden ende af banen testede Lars Nilsson Stephan Andersen efter 37 minutter, da han var alene igennem og fra en spids vinkel søgte det lange hjørne. Men bolden gik lige et par centimeter forbi målrammen.
Derfor lignede det 0-0 ved pausen, men to hurtige scoringer fik festen til at bryde løs på tilskuerpladserne. Begge scoringer faldt efter hjørnespark. Michael Jakobsen bolden ind fra højre side, og en presset Max von Schlebrügge blev ramt af bolden i ryggen, og den gik herefter i netmaskerne.
To minutter senere sendte Thomas Enevoldsen så et hjørnespark ind fra modsatte side, og en helt fri Kasper Risgaard headede den kraftfuldt i kassen.
Disciplineret indsats i anden halvleg
I anden halvleg holdt nordjyderne fokus, selv om Brøndby kom bedre med i kampen og testede Zaza flere gange.
AaB forsøgte fortsat at holde et højt pres, men det lykkedes ikke helt, og tidligt i halvleg var Chris Katongo tæt på at stoppe festlighederne lidt, da han sendte et hårdt skud på stolpen. Også Mark Howard havde et godt hug, som Zaza dog tog sig godt af.
Erik Hamréns tropper holdt sig dog disciplineret på guldkursen i hele anden halvleg, og herefter brød jublen for alvor løs på Aalborg Stadion og i den nordjyske hovedstad.
ExternalContent
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53ab733da11f9d14bc3c6bb2http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53ab733ea11f9d14bc3c6bb5