AaB fyrer cheftræner Erik Hamrén: 'En ond cirkel, som bare er blevet værre og værre'

Superligaens bundhold AaB fyrer cheftræner Erik Hamrén.

Erik Hamrén nåede at stå i spidsen for AaB i et halvt år. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix Denmark)

Superligaklubben AaB fyrer Erik Hamrén som cheftræner efter et halvt år på posten.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside. Den nuværende assistenstræner, Oscar Hiljemark, overtager midlertidigt jobbet resten af sæsonen.

AaB ligger sidst i Superligaen efter 22 spillerunder, og har otte point op til nedrykningsstregen.

De seneste ni kampe er det blot blevet til ét point for nordjyderne, og det er ifølge AaB-direktør og fungerende sportschef, Thomas Bælum, en af årsagerne til, at Erik Hamrén nu er fortid i klubben.

- Vi evaluerer hele tiden på tingene, og både Erik og vi har været bevidste om, at den udeblevne pointhøst ikke har været tilfredsstillende, siger Thomas Bælum til klubbens hjemmeside.

- Derfor er vi fra AaB's side nået til den konklusion, at det bedste vil være at skilles nu, hvilket forhåbentlig kan bringe ny energi og skabe den effekt, som skal til for at hente de tilstrækkelige sejre i resten af sæsonen.

En naturlig fyring

Fyringen af Hamrén kommer da heller ikke bag på DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, som kalder det en naturlig konsekvens af en lang periode med dårlige resultater.

Derfor giver det mening at sadle om nu, hvor Superligaen går på landsholdspause.

- Det virkede oplagt, at AaB skulle gøre noget, og det er vel det, man kan kalde en naturlig fyring, siger Andreas Kraul.

- AaB har ét skud tilbage i bøssen for at gøre noget, hvis de vil sikre sig endnu en sæson i Superligaen. Lige nu er der et vindue til at ændre en negativ spiral, og derfor er de nødt til at handle.

Og det har været pil ned for AaB i dette forår. Fire nederlag og én uafgjort er det blevet til, og selvom Erik Hamrén før har hentet pokaler hjem til nordjyderne, hjælper tidligere meritter ikke i sådan en situation.

- Det er en ond cirkel, som bare er blevet værre og værre. Og selvom Erik Hamrén med sin historik i Aalborg er en elsket mand, kan det godt være, at hans position er den sten, man skal fjerne for at se vejen frem.

- Det behøver ikke altid handle om det sportslige, men mere en markering af, at nu gør vi noget nyt, siger Andreas Kraul.

Men selvom AaB har otte point op til redning, behøver løbet ikke være kørt. For i de ti kampe, der venter i spillet om nedrykning, slipper AaB for Superligaens tophold.

- Man skal huske, at selvom alt ser sort ud i Aalborg, er der ikke længere til redning, end at hvis de kan sætte en god stime sammen, kan hullet godt lukkes, siger Andreas Kraul.

Ambitionerne var top-6

Erik Hamrén kom til AaB i september, da der var spillet ni runder af Superligaen, og den nordjyske klub lå i bunden af tabellen. En situation den svenske træner var hentet ind til at lave om på.

- Ambitionen for AaB er at være top-6 eller top-4, og det, synes jeg, er en realistisk målsætning for en klub som AaB. Men det snakker vi ikke om nu. Lige nu skal vi bare blive i Superligaen, for vi ligger i bunden, og det er det, vi arbejder for nu, lød det fra Hamrén, da han blev ansat i september.

Erik Hamrén nåede at stå i spidsen for AaB i 13 kampe i sin anden periode i klubben, hvor det blot blev til seks point.

Den nuværende resultatmæssige krise står i kontrast til tidligere tiders AaB-meritter under Erik Hamrén.

I 2008 førte han AaB til det danske mesterskab, efter en sæson der også bød på europæisk gruppespil i Uefa Cuppen.

Deltagelsen i europæisk fodbold skyldtes en tredjeplads i 2007, som Erik Hamrén også stod bag. Den slags opture har været fraværende i det seneste halve år for AaB.