AaB henter profil hjem til Superligaen

Lucas Andersen skifter til AaB på en lejeaftale med mulighed for et køb.

Lucas Andersen skifter til AaB på en lejeaftale. (© AaB)

Efter salgene af Edison Flores og Jannik Pohl fortsætter Superliga-klubben AaB nu oprustningen i det offensive departement. Klubben har torsdag præsenteret en ny nummer 10 i klubben, og det er en gammel kending.

Den offensive midtbanespiller Lucas Andersen skifter til AaB på en lejeaftale, der i første omgang løber resten af sæsonen. AaB har dog sikret sig en købsoption, så et skiftet kan blive permanent.

- At få Lucas hjem til AaB og Aalborg er et kæmpe scoop for os. Lucas’ personlighed og kreative evner på banen er velkendte for os, og så har det også været en afgørende faktor i processen, at Lucas har haft et inderligt ønske om at vende tilbage til AaB, siger sportsdirektør Allan Gaarde til AaB’s hjemmeside.

23-årige Lucas Andersen kommer til AaB fra den schweiziske klub Grashopper. Han forlod AaB i 2012, hvor den hollandske storklub Ajax hentede ham til deres ungdomshold.

Facebook
Twitter