AaB lejer hollandsk bænkevarmer

Den 26-årige hollænder Donny Gorter skifter til AaB på en lejeaftale fra AZ Alkmaar.

Donny Gorter har spillet omkring 150 kampe i Æresdivisionen for Breda og AZ Alkmaar. (Foto: AaB © aabsport.dk)

Mandag var der et nyt ansigt på træningsbanen i Aalborg Øst, da mesterklubben har hentet en forstærkning til venstre back, hvor nordjyderne har været i bekneb siden landsholdsbacken Jacob Ahlmann blev korsbåndskadet i starten af sæsonen.

26-årige Donny Gorter skifter til AaB fra AZ Alkmaar på en lejeaftale sæsonen ud og skal blandt andet hjælpe klubben med at kvalificere sig til Champions League, når de møder cypriotiske APOEL Nicosia i den sidste play-off-runde - kampe klubben håber de kan få Danny Gorter registreret til.

- Vi skal spille mange kampe i denne sæson, og med Jakob Ahlmanns korsbåndsskade var vi pludselig blevet sårbare på venstre back, hvor Jakob Blåbjerg dog indtil videre har gjort det glimrende, udtaler AaB's sportschef Allan Gaarde på klubbens hjemmeside.

Set få kampe med AaB

Hollænderen selv, der nu er landet i Aalborg, er ved at få vejret efter en hurtig handel mellem AZ og AaB, som han ikke kender meget til.

 - Det er gået hurtigt, og jeg kender ikke så meget til AaB, men jeg har nået at se et par kampe fra sidste sæson, og det har imponeret mig, udtaler han.

Donny Gorter har siden 2012 spillet 11 kampe for AZ Alkmaar, hvor han har måtte vige pladsen på venstre back for danske Simon Poulsen.

Facebook
Twitter