AaB-raket fortsætter i Belgien

Højreback Henrik Dalsgaard har underskrevet en kontrakt med belgiske Zulte Waregem og forlader dermed AaB.

Henrik Dalsgaard spiller fra januar i Zulte Waregem. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

AaB har længe forsøgt at skrive en ny kontrakt med Henrik Dalsgaard, men den hurtige højreback har ikke haft lyst til at forlænge aftalen i Aalborg.

Hans kontrakt med den danske klub udløber ved årets udgang, og i dag har han så fundet sin næste arbejdsgiver. Det bliver belgiske Zulte Waregem.

Den belgiske klub oplyser på sin hjemmeside, at man har underskrevet en kontrakt frem til 2018 med Dalsgaard, og der er option på endnu et år.

Nye oplevelser

- Jeg har haft syv fantastiske år i AaB, og jeg vil gerne takke spillere, trænere og alle øvrige ansatte i klubben for den tid, vi har haft sammen. -De sportslige højdepunkter har selvfølgelig været The Double i forrige sæson, og deltagelsen i gruppespillet i Europa League i sidste sæson, siger Henrik Dalsgaard til AaB’s hjemmeside. - Med ni sejre ud af vores seneste ti betydende kampe har vi også vist, at AaB igen er tilbage mellem de bedste, men jeg har alligevel følt, at tiden er den rette for mig for nye oplevelser og nye impulser, men jeg håber naturligvis det bedste for AaB og klubbens fantastiske supportere fremover

Meddelelsen om Henrik Dalsgaards klubskifte kommer bare dagen efter, at AaB med en 2-0-sejr over Viborg spillede efterårssæsonens sidste Superliga-kamp.

26-årige Henrik Dalsgaard kom til AaB i 2009 fra serieklubben Møldrup/Tostrup. Siden er han blevet omskolet fra angriber til højreback. Han nåede at spille 196 kampe for AaB og score 11 mål.