AaB ydmyget med 6-0 i Odense

OB vandt hjemme 6-0 over AaB i Superligaen. Thomas Helveg fik en værdig ligaafsked med en flot assist.

OB-spillerne jubler efter en af de seks fuldtræffere. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Thomas Helveg fik en værdig afsked med Superligaen, da den tidligere danske landsholdsspiller lagde op til et enkelt mål for OB i 6-0-storsejren hjemme over AaB.

Sejren var officielt Helvegs sidste optræden i dansk fodbold, da han indstiller karrieren på klubplan, når efterårssæsonen er forbi. Højrebacken kan dog nå at få en optræden mere for OB, som mangler at spille en enkelt kamp i Europa League, hvor holdet allerede er slået ud.

Det er svært at forestille sig en bedre afsked for Helveg, end den han selv og resten af OB-holdet gav ham lørdag aften. Det var spil mod et mål - og det gik i den grad ud over AaB.

OB-angriberen Peter Utaka headede fynboerne foran 1-0 i midten af første halvleg, da han nåede højest på et frispark fra Espen Ruud.

I anden halvleg var det så Thomas Helvegs tur til at vise, at han kan slå et indlæg. På et af sine velkendte fremstød - som vil blive savnet - lagde han den pænt ind over i en blød bue, som ramte Hans Henrik Andreasen perfekt i panden. 2-0 - og så var den kamp reelt afgjort blot fire minutter inde i anden halvleg.

Men OB var langt fra færdige med at ydmyge et svagt og passivt AaB-mandskab. På små fem minutter satte hjemmeholdet yderligere hele tre mål ind bag AaB-keeper Karim Zaza. Utaka, Ruud og Henrik Toft kom på måltavlen i den korte periode.

Espen Ruud gjorde ydmygelsen total, da han scorede til 6-0 et kvarter før tid.

Thomas Helveg blev kåret som banens bedste spiller, og 30 sekunder før slutfløjt blev han fortjent klappet fra banen, uden at der dog kunne skiftes en ny OB-spiller ind.

OB er med sejren midlertidigt alene på andenpladsen, 19 point efter førerholdet FC København, som vandt 3-1 over Esbjerg i lørdagens tidlige ligakamp.

AaB kan med nederlaget se tilbage på en meget skidt efterårssæson, som efterlader nordjyderne sidst i Superligaen hen over vinterferien.

Facebook
Twitter