Absalonsen om Australien-eventyr: Skulle have været kronen på værket

Johan Absalonsen havde en god tid i Adelaide, hvor han skulle afslutte karrieren. Nu er han tilbage i Sønderjyske.

Johan Absalonsen er tilbage i Sønderjyske. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Permanent sol, fristende surf-bølger, smukke koralrev og en afslappet tilværelse i et land, hvor interessen for fodbold er begrænset.

Australien ligner et perfekt sted at afslutte sin karriere, hvilket Johan Absalonsen da også tænkte sidste sommer, da han efter fem sæsoner i Sønderjyske drog til Adelaide og den australske A-League på en etårig kontrakt.

Det er gået, som jeg havde håbet, og som jeg havde drømt om. Det har været en fed oplevelse.

Johan Absalonsen

Nu er Johan Absalonsen vendt hjem til Sønderjyske efter et års australsk eventyr, der altså ikke endte med et karrierestop.

- Man bliver jo aldrig træt af koraller og surf, og man bliver aldrig træt af klimaet i Australien. Men der er mange ting, der gør, at jeg forlader Australien, siger Absalonsen til DR Sporten.

- Jeg har en familie, en kone og to små piger, og min fodbold skal også passe ind med dem. Det passede bedre at tage hjem nu og give dem en base i stedet for at tage et år mere i Australien. Det var en helhedsbeslutning for mig og familien, siger Absalonsen:

- Det var min plan, at da jeg tog afsted sidste sommer, skulle det være kronen på værket i min karriere, og at jeg skulle slutte karrieren af i varmen og med at være mere i bar overkrop, end jeg er herhjemme. Men nogle gange går det ikke, som man har planlagt, og det var familiemæssige beslutninger, der gjorde, at vi tog hjem efter et år, siger han og slår fast:

- Så er jeg bare glad for, at jeg kan få lov til at spille på højt niveau, selv om jeg hamrer mod de 33 år.

En fed oplevelse

På trods af et par skadesperioder er den 32-årige offensivspiller tilfreds med sin tid i Australien.

- Det er gået, som jeg havde håbet, og som jeg havde drømt om. Det har været en fed oplevelse og godt at se nogle nye spillere, nye stadions og nye mennesker. Og selv om jeg har haft nogle store skadesperioder, har jeg fået scoret nogle mål og gjort en forskel, når jeg har spillet, siger Johan Absalonsen.

- Jeg synes stadig, jeg har spillet på et højt niveau, bare i Australien. Det er der ikke mange, der lægger mærke til herhjemme, men der var stadig minimum 9.000 tilskuere til hver kamp, så interessen er stor dernede.

Interessen fra Sønderjyske var i hvert fald stor for Johan Absalonsen med en fortid i Brøndby og FCK. Og interessen viste sig så gensidig, at parterne blev enige om en etårig kontrakt

-Der var ingen tvivl om, at hvis jeg skulle hjem, og Sønderjyske var interesserede, var det her, jeg skulle være. Jeg føler mig tilpas her, jeg kender klubben, de kender mig, og jeg ved, at jeg kan spille en rolle her. Så for mig var det en ’no brainer’, da de henvendte sig, siger han.

- Jeg ved jo også, at jeg ikke kommer i top 4-klubber i Danmark, så Sønderjyske er et perfekt valg for mig.