AC Horsens sælger teenager til engelsk danskerklub

Mads Bech forlader AC Horsens for at tiltræde hos Brentford, der har mange danskere i truppen.

Den engelske fodboldklub Brentford er ved at have opbygget en solid koloni af danske spillere. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Tirsdag føjede klubben fra den næstbedste række endnu en til samlingen, da den hentede Mads Bech i AC Horsens.

Den 18-årige spiller har fået en kontrakt på fire år.

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for mig, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben.

- I går (mandag, red.) havde jeg en times snak med Andreas Bjelland, hvor han fortalte om klubben, og det bekræftede mig kun i, at jeg skifter til en rigtig god klub.

- Jeg starter stille og roligt op på B-holdet, og derefter afhænger det af mig selv. Planen er, at jeg skal spille mig ind i førsteholdstruppen, siger Mads Bech til AC Horsens' hjemmeside.

Forsvarsspilleren har fået spilletid i alle Horsens' tre kampe i Alka Superligaen i denne sæson, heraf to fra start.

Masser af danskere

Brentford har danskerne Andreas Bjelland, Henrik Dalsgaard, Lasse Vibe og Justin Shaibu i førsteholdstruppen, og efter nytår støder Emiliano Marcondes til fra FC Nordjælland.

B-truppen, hvor Mads Bech altså i første omgang skal være, inkluderer også Lukas Talbro og Nikolaj Kirk.

Den tidligere Brøndby-cheftræner Thomas Frank er assisterende cheftræner i Brentford, mens Rasmus Ankersen er sportsdirektør.

Brentford er samarbejdsklub med FC Midtjylland, hvor Rasmus Ankersen er bestyrelsesformand.

/ritzau/

Facebook
Twitter