Afgået superligatræner om datterens leukæmi: 'Hun har brug for mig, og jeg har brug for hende'

Jacob Friis har opsagt sin stilling som cheftræner i AaB for at være til stede hos datteren.

AaB's nu tidligere cheftræner Jacob Friis vil være tilstede hos datteren. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

For et år siden blev familien Friis ramt af noget nær det værst tænkelige: Deres yngste datter, Luna på tre år, fik konstateret leukæmi.

Jacob Friis havde på det tidspunkt stået i spidsen for superligamandskabet AaB i lidt under et år og blev nødt til at tilsidesætte jobbet for at være til rådighed hos familien.

Der skulle dog kun gå lidt over en uge, før han igen dirigerede superligaholdet fra sidelinjen.

- Jeg traf beslutningen i går (dagen inden kampen, red.) efter at chokket havde lagt sig, og vi har en plan for familien, om hvordan vi håndterer det bedst, sagde Jacob Friis dengang til Canal9.

- Det her er min måde at få luft på, og det er dejligt at se drengene igen og komme ud fra sygehuset.

Lige siden har Jacob Friis lejlighedsvist været fraværende fra trænergerningen i AaB. Som klubben skriver på sin hjemmeside, så er det i et samlet perspektiv, at Jacob Friis nu har truffet beslutningen om at stoppe cheftrænergerningen i AaB.

For Jacob Friis, der har haft AaB helt tæt på livet, siden han var fire år, har det været en hård beslutning, men ikke den sværeste.

- Jeg elsker at være sammen med spillerne og folk herude i klubben. På den måde er det hårdt at fravælge det, men når jeg så sætter det i perspektiv i forhold til det, jeg vælger til, så er det jo en nem beslutning. Selvfølgelig er min familie det vigtigste, og det er fuldstændigt indiskutabelt og indlysende, siger Jacob Friis til P4 Nordjylland.

Jacob Friis (til venstre) får et kram af FC Midtjyllands cheftræner Brian Priske i Friis' første kamp efter konstateringen af datterens sygdom for et år siden. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

'Du er helt galt på den, makker'

Datterens sygdom har fyldt meget i den nu tidligere AaB-cheftræners liv det sidste år, og det harmonerer ikke med et cheftrænerjob i den bedste danske fodboldrække. Den rette prioritering har været samtaleemnet i Jacob Friis' indre dialoger i nogle måneder.

- Jeg har slået den indre dialog hen flere gange. Det, der nok har gjort udfaldet, er, at jeg i sidste uge så mig selv udefra. Jeg så, at min kone og min datter igen tog på Rigshospitalet, mens jeg valgte fodbolden til og fik informationer om, hvordan det gik på afstand.

- Jeg tænkte, 'det her er ikke rigtigt'. Jeg skal ikke følge min egen datters kamp på afstand. Jeg skal ikke følge den som en fjern slægtning eller en bekendt. Jeg er hendes far. Jeg skal være der, og jeg skal være der sammen med resten af familien, fordi min familie har gjort det helt fantastisk.

- Jeg fik et klarsyn i et enkelt øjeblik, hvor jeg tænkte, 'du er helt galt på den, makker. Det er ikke prioriteret rigtigt det her', siger Jacob Friis til P4 Nordjylland.

Jacob Friis understregede heldigvis via AaB's hjemmeside, at situationen og datterens sygdom ikke er forværet.

- Jeg vil gerne understrege, at der ikke er sket en forværring, men min familie og jeg er stadig i et forløb, hvor Luna kæmper en brav kamp for at komme sig helt efter sit transplantationsforløb. Hun har brug for mig, og jeg har brug for hende, siger Jacob Friis til klubbens hjemmeside.

- Jeg skal ikke følge min egen datters kamp på afstand. Jeg skal ikke følge den som en fjern slægtning eller en bekendt. Jeg er hendes far. Jeg skal være der, og jeg skal være der sammen med resten af familien, fordi min familie har gjort det helt fantastisk, siger Jacob Friis. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Fodbold bliver mindre vigtigt

Beslutningen mødte allerede få minutter efter offentliggørelsen stor forståelse på de sociale medier og opbakningen fra superligaklubber såvel som privatpersoner væltede ind.

Her er det FC Nordsjælland, der ønsker familien Friis det bedste:

DR Sportens kommentator Andreas Kraul har også sendt tanker til Jacob Friis:

Også i AaB er Jacob Friis’ beslutning blevet mødt med stor forståelse og respekt. AaB’s sportschef, Inge André Olsen, er berørt af situationen og lader fodbolden komme i anden række.

- Først og fremmest er vi naturligvis berørte af den ulykkelige situation, som Jacobs familie og især hans yngste datter er kommet i, og det er vores højeste ønske, at de alle kommer godt ud på den anden side.

- I dette billede er fodbold mindre vigtigt, og vi håber på alt det bedste for hele familien og vil gerne takke Jacob for en dedikeret indsats for AaB igennem mange år, udtaler Inge André Olsen på AaB’s hjemmeside.

AaB har igangsat arbejdet med at finde en ny cheftræner, mens assistenttræner Peter Feher i første omgang overtager det midlertidige erhverv som cheftræner.

Facebook
Twitter