AGF jagter fortsat første sejr i sæsonen efter pointdeling i Haderslev

Hverken Sønderjyske eller AGF kunne finde vej til netmaskerne mandag aften.

AGF har stadig sæsonens første sejr til gode, efter at holdet mandag spillede 0-0 mod Sønderjyske i 3F Superligaen i en chancefattig kamp.

Dermed fortsatte en resultatmæssig kedelig start på sæsonen for AGF, der kun har formået at skrabe to point sammen i de første fem kampe.

Mandagens opgør havde få chancer, men i slutminutterne havde AGF flere muligheder for at score. Aarhusianerne kom tættest på at snuppe sejren, da Mustapha Bundu sent i kampen ramte stolpen.

Inden da havde AGF's kantspiller Jakob Ankersen og Sønderjyskes forsvarspiller Eggert Jonsson brændt hver deres gode mulighed.

Selv om AGF sluttede bedst, sad Sønderjyske på det meste af opgøret - dog uden at skabe store chancer.

Midtbanespillerne Christian "Greko" Jakobsen og Mads Albæk havde begge skud fra distancen, som sad lige på AGF-målmanden William Eskelinen.

Stolpen stod i vejen for Bundu

AGF gik til pausen uden at have haft ét eneste skud inden for målrammen.

Holdet kom tættest på efter omkring en halv times spil, da bolden faldt ned for fødderne af Nicolai Poulsen på kanten af feltet, men hans skud gik forbi målet.

Efter pausen fortsatte Sønderjyskes overtag.

I det 46. minut havde Rilwan Hassan en dobbeltchance, men William Eskelinen reddede begge forsøg.

Siden var Eggert Jonsson tæt på at heade Sønderjyske i front, og efter 79 minutter forsømte Jakob Ankersen at give AGF føringen, da han ikke fik ordentligt ram på kantspilleren Mustapha Bundus indlæg.

Kort efter brød Mustapha Bundu selv igennem i højresiden, men han afsluttede på stolpen.

I dommerens tillægstid fik AGF's midtbanespiller Nicolai Poulsen sit andet gule kort og måtte forlade banen, men Sønderjyske havde ikke tid til at udnytte overtallet.

Hårdt startprogram

SønderjyskE er nu på femtepladsen med otte point, mens AGF er tredjesidst med blot to point.

AGF-cheftræner David Nielsen mener, at en del af forklaringen på den resultatmæssigt dårlige sæsonstart skal findes i kampprogrammet, hvor AGF både har mødt FC Midtjylland og FC København. Ydermere har AGF spillet på udebane i fire ud af fem kampe.

- Vi har haft et brutalt program med udekampe mod de hold, vi gerne vil slå, og mellem de lidt lettere modstandere har vi haft FCM og FCK. Når man kommer lidt skævt fra start, kan det være svært at finde ud af, hvilket ben man skal stå på, siger David Nielsen.

- Jeg hæfter mig ved, at vi får sat en jernstang ind i toget med de nederlag, vi har haft før i dag. Før kampen kan alle se, at det ikke er så godt, hvis vi bliver ved med at rejse rundt og tabe, så det er stærkt af spillerne at levere så godt, siger cheftræneren.

/ritzau/

Facebook
Twitter