Nederlag har det med at svide, men mon ikke Bailey Peacock-Farrell ærgrer sig en smule ekstra søndag aften.
AGF's nordirske målvogter begik nemlig et klodset straffespark, som kickstartede nederlaget til gæsterne fra Brøndby.
Du kan se alle målene fra hele Superliga-runden her.
Alexander Lind stjal endnu engang showet i ny Silkeborg-sejr
Den unge angriber Alexander Lind har gang i sin gennembrudssæson. Mandag scorede for sjette kamp i træk og bragte sig op på syv sæsontræffere på otte kampe.
Dermed var den 21-årige fodboldspiller endnu engang medvirkende til, at Silkeborg kunne gå fra banen med en sejr.
AGF tog forgæves brydetag om Brøndby
Et straffespark og rødt kort blev afgørende, da Brøndby IF søndag aften slog AGF med 3-0. Efter 23 minutter nedlagde AGF's Bailey Peacock-Farrell gæsternes Mathias Kvistgaarden foran mål med et brydegreb, der kostede ham en udvisning og samtidig satte Brøndby i gang.
Lyngby snuppede snæver sejr over sidstepladsen
Lyngby Boldklub satte søndag eftermiddag tre point ind på superligakontoen, da holdet på udebane sejrede med 1-0 over oprykkerne fra Hvidovre IF. Begge hold havde held med at spille sig til farlige situationer, men i sidste ende blev effektiviteten afgørende for, at Lyngby trak det længste strå.
Randers vristede sig fri af bundkampen mod Vejle
Okay, helt fri er Randers FC måske ikke af bundstriden, men sejren på 2-1 over Vejle Boldklub giver luft til bunden. Søndagens gæster har nu fem point ned til modstanderholdet under nedrykningsstregen.
Underholdende deler i storkamp i Farum
Er man til underholding, havde man en god lørdag, da FC Nordsjælland og FC København tørnede sammen på Right to Dream Park i Farum. De to hold duellerede i seneste sæson om guldet helt frem til ligaens afslutning, og igen i denne sæson ligner de umiddelbart de to bedste bud på en kommende dansk mester. 2-2 sluttede et hæsblæsende brag i Farum, hvor de københavnske gæster var foran to gange, men hvor hjemmeholdet kom tilbage og sørgede for en pointdeling. Dermed fører FC København fortsat Superligaen med 19 point, mens FC Nordsjælland nu ligger nummer tre med to point færre.
Viborg-profil scorer drømmemål i uafgjort derby
Det, der lignede en kedelig nulløsning i første halvleg, blev på de sidste 45 minutter forvandlet til et underholdende midtjysk derby mellem FC Midtjylland og Viborg, som endte 2-2. Indskiftede Serginho brillerede blandt andet, da han lavede en smart tunnel på en FCM-forsvarsspiller, inden han prikkede bolden ind med en tåhyler.