AGF moser mestrene og melder sig ind i kampen om sølvet

AGF reducerede hullet til FCK med en sikker 3-0-sejr over de nykårede danske mestre fra FC Midtjylland.

AGF slog for tredje gang i streg mesterholdet fra FC Midtjylland, da aarhusianerne hjemme vandt 3-0 i 3F Superligaens mesterskabsslutspil.

Hullet til sølvmedaljerne og FC København lyder derfor kun på to point, inden de to mandskaber tørner sammen i næste runde.

Et sultent AGF-mandskab anført af den dobbelte målscorer Patrick Mortensen gjorde det svært at tyde, hvilket at de to mandskaber der i forrige runde blev kåret til dansk mester.

FC Midtjylland havde syv ændringer fra startopstillingen i forrige rundes guldkamp, hvilket kunne ses i store dele af kampen, hvor FCM-spillerne havde svært ved at finde hinanden på den sidste tredjedel af banen.

  • AGF's Patrick Mortensen (i midten) blev den store helt for hjemmeholdet. To mål blev det til for angriberen, der nu kun er én scoring fra topscorertitlen i Superligaen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • FC Midtjylland blev i torsdags dansk mester, og det kunne ses på præstationen, der måske kunne tilskrives tømmermænd fra guldfesten. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Omvendt var det et tændt AGF-mandskab, der kunne gå til opgøret vel vidende, at FC København havde smidt point i kampen om sølv, da lokalderbyet mod Brøndby endte 0-0.

Aarhusiansk dominans

Det var derfor et AGF-hold, der indledte kampen i et intenst pres mod mestrene, hvilket kastede et tidligt mål af sig.

I det ottende minut brød hjemmeholdet igennem FC Midtjyllands venstre side, hvor AGF-back Casper Højer Nielsen fandt en fri Patrick Mortensen bagest i feltet. Han headede sikkert bolden i mål til 1-0.

Der var optræk til flere AGF-scoringer i første halvleg, men de fremmødte tilskuere måtte vente til det 50. spilminut, hvor Casper Højer Nielsen bragede AGF på 2-0.

I forbindelse med et hjørnespark modtog venstrebacken bolden uden for feltet, og han kanonerede den ind bag en chanceløs Jesper Hansen i FCM-målet.

I det 74. minut blev det til 3-0, da Patrick Mortensen igen fandt vejen til nettet, da han efter klumpspil i FCM-feltet sparkede bolden ind via stolpen.

AGF møder FCK på udebane næste søndag i en direkte duel om sølvmedaljerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter