Andreas Kraul om Superliga-struktur: 'Det er usundt for sporten'

FC Helsingør kan være bedst tjent med at tabe de to sidste kampe i Superligaens grundspil. DR Sportens Andreas Kraul kalder situationen for "en fejl i strukturen".

Pascal Gregor og resten af FC Helsingør-holdet er endt i en mærkværdig situation i Superligaen. (Foto: Lars Møller Jensen © Scanpix)

Når FC Helsingør mandag aften besøger FC København, så kan det faktisk betale sig for oprykkerne at lette på gashåndtaget, for et nederlag er slet ikke så dumt.

Groft sagt skal FC Helsingør nok prøve at undgå at få point i de sidste to kampe, for hvis de gør det, så bliver de sidst i tabellen, og det kan faktisk vise sig at være en fordel.

Det er generelt skidt for sport, når det ikke altid kan betale sig at vinde.

Andreas Kraul

Det lyder mærkeligt, men årsagen skal findes i Superligaens struktur. Helsingør ligger sidst i tabellen, og holdet har så få point, at der allerede kan spekuleres i, hvem holdet kommer til at møde i nedrykningsspillet. Derfor kan Helsingør også allerede nu sige, at holdet ikke har nogen realistisk mulighed for at undgå playoff-kampe om nedrykning. I den forbindelse kan Helsingør drage fordel af at tabe de to sidste kampe mod FCK og FC Nordsjælland.

Det ser nemlig ud til, at indehaveren Superligaens sidsteplads ender i en pulje, der vil få væsentligt nemmere modstand i nedrykningsspillet – hvor de otte dårligst placerede hold fra grundspillet bliver inddelt i to puljer - end tilfældet er for det hold, der ender på næstsidste pladsen.

En fejl i strukturen

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Krauls vurdering er klar: Situationen er ikke holdbar for sporten.

- Det er generelt skidt for sport, at det ikke altid kan betale sig at vinde. Det er en fejl i strukturen, siger han.

Men han anerkender dilemmaet, for med den nye struktur er der også kommet flere kampe af betydning og dermed mere spænding i Superligaen.

- Det man skal spørge sig selv om, det er, hvorvidt man skal lære at leve med, fordi vi har brug for den her nye struktur. At strukturens goder opvejer de fejl, der er, eller om vi ikke kan leve med det. Det er det store spørgsmål.

- Min holdning til det er, at når man laver nogle kunstige indgreb for at skabe spænding, så skyder man også sig selv i foden i forhold til den klassiske struktur, der handler om, at det hold, der har været bedst over hele sæsonen, også bliver kåret som mester, siger Kraul.

Struktur-tjek efter sæsonen

Klubberne og Divisionsforeningen skal kigge strukturen efter i sømmene efter denne sæson, da den så har været i spil i to år, hvilket var den tid Divisionforeningen ville give den nye struktur, før den skulle revurderes.

Andreas Kraul mener, at der ved den lejlighed er nødt til at blive gjort noget, for han anser den nuværende situation for at være ”usund”.

- Vi bruger for meget tid på at tale om det her, og det er ikke sundt for fodbolden. Der skal ikke være den mulighed, at der potentielt kan sidde en Helsingørspiller i Parken mandag aften og tænke: ”Det skal selvfølgelig ikke blive pinligt, men sådan et blødt 0-2 nederlag vil vel egentlig passe alle parter rigtig godt”.

I FC Helsingør bliver der ikke spekuleret i, hvad der bedst kan betale sig i de resterende kampe, forsikrer klubbens direktør, Janus Kyhl.

- Vi er sportsfolk, og vi går ud for at vinde hver eneste kamp. Vi vil elske at gå ud og overraske hele Fodbolddanmark ved at vinde i Parken. Vores bedste mulighed for at overleve er at gå ud og vinde alle vores kampe, så der er ikke andet, der betyder noget for os. Kan vi få nogle sejre, så vil vi også være væsentligt bedre rustet til slutspillet, siger han.

Søndag spilles de sidste kampe i grundspillet, og de bliver alle fløjtet i gang klokken 17.00.