Angrebet blæst omkuld: Endnu en FCK-angriber er ude i flere måneder

En skade under træningen gør angriberen Jonas Wind ukampdygtig.

Jonas Wind kan se frem til en længere pause fra fodbolden. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

FC København-angriberen Jonas Wind er langtidsskadet og er ude i flere måneder, efter han fik et vrid under tirsdagens træning.

Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside.

- Vi har skannet Jonas efter hans uheld til træning, og vi har desværre konstateret en skade, der vil holde ham fra banen resten af efteråret alt afhængigt af, hvor hurtigt hans rehabilitering og genoptræning forløber, siger cheflæge Morten Boesen.

Herunder kan du se de fem sæsonmål, som Jonas Wind nåede at lave for FC København, før han blev skadet.

En tragikomisk situation

FCK er hårdt ramt af skader i angrebet, da det blot er få dage siden, at også Dame N'Doye blev meldt ude i flere måneder og måske resten af efterårssæsonen.

- Det er først og fremmest synd for Jonas, at han skal have det her afbræk, indleder træner Ståle Solbakken.

- Og så er det vel nærmest tragikomisk, at vi nu har mistet både N'Doye og Jonas med alvorlige skader på så kort tid. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det, og vi har stadig masser af dygtige spillere, der kan løfte de opgaver, der venter os.

Arbejder på forstærkning

Ifølge Solbakken arbejder man på at hente angrebsforstærkninger, inden transfervinduet lukker.

Jonas Wind har fået en fremragende start på sæsonen med fem mål i Superligaen, og han har også gjort sig bemærket i Champions League-kvalifikationen.

- Jeg er selvfølgelig helt vildt ærgerlig over skaden, især fordi jeg var inde i en rigtig god rytme sammen med holdet.

- Der venter en masse vigtige kampe, som jeg gerne ville have hjulpet holdet i, men nu må jeg koncentrere min energi om genoptræningen og at støtte drengene, så godt jeg kan, siger Jonas Wind.

/ritzau/

Facebook
Twitter