Et straffespark fire minutter før tid med 0-0 på måltavlen.
Umiddelbart lyder det som et drømmescenarie for FC Nordsjælland med få minutter tilbage af opgøret mod Vejle Boldklub i Superligaen søndag eftermiddag.
Marcus Ingvartsen bliver nedlagt i feltet og dommeren peger på pletten.
Men "den største chance i fodbolden", som sparket fra pletten også kaldes, kommer også med et vist pres. Det må man formode, at Ingvartsen selv fik at føle, da han løb til bolden og knaldede den direkte på stolpen med en hård inderside.
En afbrænder, der velsagtens kan give mareridt de kommende nætter hos Nordsjælland-angriberen.
For den manglende scoring var direkte medvirkende til, at topholdet FC Nordsjælland måtte tage hjem med et enkelt point i bagagen i stedet for de potentielle tre, da slutresultatet af opgøret forblev 0-0 ved slutfløjtet kort tid efter.
Du kan se Marcus Ingvartsens straffespark i videoen øverst i artiklen.