Beckmann kåret som Forårets Profil

Mikkel Beckmann er blevet kåret som Forårets Profil i Superligaen i en afstemning blandt klubtrænerne i ligaen.

Mikkel Beckmann har scoret 10 mål for Randers i denne sæson. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mikkel Beckmann er blevet kåret som Forårets Profil i Superligaen i en afstemning blandt klubtrænerne i ligaen.

Det er Tipsbladet, der står bag den traditionsrige kåring, og Randers-spilleren løb med hæderen i et tæt opløb med FC Københavns Atiba Hutchinson.

- Han er på mange måder eksponenten for det Randers har lavet. Han har vist sig langt mere løbestærk, flittig og stadigvæk i stand til at afgøre tingene. Han har lavet nogle spektakulære og afgørende mål. Såvel individuelt som holdspiller har han leveret en stor præstation, siger Silkeborg-træner Troels Bech til Tipsbladet.

Også FC Nordsjælland-træner Morten Wieghorst lyder som en mand, der har stemt på Beckmann, der netop er blevet udtaget til landsholdets VM-bruttotrup.

- Beckmann har været et kreativt indslag på et godt organiseret Randers-hold. Og så har jeg da også altid haft et godt øje til Atiba Hutchinson, der også har spillet en god sæson, siger Morten Wieghorst til DR Sporten.

De 12 Superligatræneren har stemt ved at uddele 5, 4, 3, 2 og 1 point til de spillere, der har market sig bedst i de andre klubber.

I efteråret vandt OB's Peter Utaka afstemningen og blev kåret som efterårets profil. Han modtog 52 point ud af 55 mulige.

I foråets afstemning vandt Mikkel Beckmann med 34 point - fire flere end Hutchinson.

ExternalContent

Facebook
Twitter