Bendtner savnede skarpheden i uofficiel debut

Nicklas Bendtner startede inde for FCK i en kamp mod Brøndby i reserveholdsligaen.

Nicklas Bendtner i kamp med Brøndbys Johan Larsson under tirsdagens reserveholdskamp. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Nicklas Bendtner gik tirsdag målløs fra banen på Avedøre Stadion, da han fik sin uofficielle debut for FC København i en kamp mod Brøndby i reserveholdsligaen.

Nicklas Bendtner startede inde og fik 45 minutter på grønsværen, før han blev skiftet ud.

I første halvleg markerede angriberen sig med flere uskarpe afslutninger og afspil, og lige før pausen måtte han se Brøndby-målmand Michael Tørnæs diske op med en god redning på et hovedstød, som angriberen burde have scoret på.

Bendtner blev hentet til FCK lige før transfervinduets lukning for en god uge siden.

  • Nicklas Bendtner var i startopstillingen for FC København, der tirsdag mødte Brøndbys reserver i Avedøre. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Der var ikke meget reservehold over FC København, som mødte op med et stærkt hold. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Nicklas Bendtner kom til flere gode muligheder undervejs i de 45 minutter, angriberen fik på banen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Ind ville bolden dog ikke. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • FC København vandt kampen 2-0. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
1 / 5

Den tidligere Arsenal- og Juventus-spiller var senest i aktion for Rosenborg 28. april i et 0-3-nederlag til Molde.

I FCK's startopstilling optrådte også blandt andre Andreas Bjelland, Pep Biel, Rasmus Falk, Jens Stage og Viktor Fischer.

For Brøndby var netop tiltrådte Andreas Maxsø og Johan Larsson i aktion fra start sammen med Sigurd Rosted i det centrale forsvar. Også Hany Mukhtar og den lejede angriber Samuel Mraz var blandt de udvalgte.

Kampen skulle være afviklet på FCK's anlæg, men derfra måtte den flyttes på grund af regn. Det betød, at kampen stadig var lukket for tilskuere, men nu også for pressen.

- Det er en sikkerhedsmæssig beslutning. Hvis vi ikke holdt kampen lukket for medier, ville det ret hurtigt være klart, hvor den eventuelt skulle spilles, og så kan vi ikke længere garantere for sikkerheden, forklarede FC Københavns pressechef, Jes Mortensen, tidligere tirsdag.

Kampen kunne dog blandt andet følges via appen "Brøndby Indefra".

FCK vandt opgøret med 2-0.

/ritzau/

Facebook
Twitter