Bizart VAR-nedbrud efterlod dommer uden hjælp ved tvivlsomt Lyngby-mål

Der var store protester omkring Lyngbys 2-0 scoring mod OB mandag aften. Dommeren kunne dog ikke få hjælp af VAR, som var nede grundet tekniske problemer.

Det blev en kamp til romantikerne, da det ofte diskuterede videosystem VAR, som assisterer kampens dommer, simpelthen gik ned under superligakampen mellem OB og Lyngby i Odense mandag aften.

Et strømnedbrud, lød det i kommenteringen på TV3 Sport.

Derfor var det fodbold som i de gode gamle dage, vil modstandere af hjælpeværktøjet nok mene.

Det betød dog også, at gæsterne fra Lyngby scorede et - lad os være ærlige - yderst tvivlsomt mål efter 50 minutter, som fik hele den fynske lejr til at protestere.

Efter en omstilling bragte Andri Gudjohnsen nemlig Lyngby foran 2-0, men de efterfølgende gengivelser viste tydeligt, at Frederik Gytkjær tidligere i opspillet tog en placering omkring banens midte, som udfordrede rammerne for fodboldloven - og nok også brød dem.

Offside? Linjedommeren mente det ikke. Kampdommer Aydin Uslu vinkede også afværgende til de diskussionslystne OB'ere. Det tekniske VAR-nedbrud betød samtidig, at Uslu ikke kunne søge hjælp og se slowbilleder af situationen. Derfor endte scoringen med at stå.

Du kan se opspillet og Lyngby-scoringen i videoen herover.

De tekniske problemer gjorde, at anden halvleg måtte spilles uden det videosystem, der assisterer kampens dommer. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Lyngby endte med at vinde kampen 2-1 og ligger nu nummer seks i Superligaen med 15 point efter ti runder. Langt værre står det til i OB, som har tabt fire kampe i træk og aktuelt indtager tiendepladsen i landets bedste fodboldrække.