Braget i Brøndby: Mestrene vinder intenst derby over FCK

Brøndby IF vandt 2-1 over FCK, mens OB med en sen overtidsscoring sikrede sig 1-1 i Silkeborg.

FCK's Jonas Wind (tv.) og Brøndbys Sigurd Rosted (th.) havde lige en ting eller to, de var uenige om under søndagens derby. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

En søndag med superligafodbold. Ja, så er alt jo, som det skal være. Især når programmet både byder på københavner-derby og et slag om Østjylland.

Herunder får du ord, overblik og højdepunkter fra alle fire kampe i herrernes bedste fodboldrække.

Artiklen opdateres løbende.

Brøndby henter derbysejr og hægter sig på top-6

Vellykket pres og hurtigt, direkte spil var opskriften, da Brøndby nedkæmpede ærkerivalerne fra FC København med 2-1 i egen hule.

Pyroteknik og massevis af røg afbrød kampen i en god håndfuld minutter fra start, og intensiteten fra lægterne forplantede sig til banen.

De blågule mestre grundlagde derbysejren på et klassemål af midtbanemotoren Morten Frendrup i første halvleg, inden anfører Andreas Maxsø udbyggede føringen på et straffespark efter pausen.

Et flot mål af Jonas Wind gav FCK en reducering, men tættere på kom Jess Thorups tropper aldrig, og holdet har derfor blot vundet én af sine seneste fem superligakampe.

Hovedparten af de 23.754 tilskuere på Brøndby Stadion kunne juble over en tiltrængt derbysejr til hjemmeholdet, efter FCK havde vundet de foregående tre dueller mod ærkerivalerne. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

FCK havde igen-igen problemer med at styre slagets gang centralt, hvor de skadede midtbaneprofiler Carlos Zeca og Rasmus Falks fravær var tydeligt. Gæsterne savnede offensive løsninger og manglede fart til at true Brøndbys bagkæde.

Brøndby udnyttede omvendt sine hurtige spillere til at lægge det første pres og stresse rivalerne til at lave fejl, hvilket resulterede i to scoringer.

Med sejren har Brøndby 18 point for 13 kampe og ligger på sjettepladsen i Superligaen, mens FCK er toer med 25 af slagsen.

/ritzau/

Fenger bliver fynsk redningsmand

OB kæmpede sig til det ene point, da fynboerne gæstede Silkeborg. Med en scoring fem minutter inde i overtiden headede indskifteren Max Fenger bolden i mål til slutresultatet 1-1 efter et hjørnespark.

Alt tydede ellers på, at Silkeborg skulle snuppe sejren og tage et stort skridt mod en plads i top-6 og mesterskabsslutspillet.

Et kvarter før tid havde Sebastian Jørgensen bragt værterne foran med 1-0, da den 20-årige angriber trak forbi et passivt OB-forsvar på kanten af straffesparksfeltet og lagde bolden i nettet med et flad skud.

OB fik dog i de sidste sekunder kæmpet sig til et hjørnespark, hvor Max Fenger skabte fynsk jubel, da han kom højest og fik headet bolden i mål helt ude ved stolpen.

Det uafgjorte resultat betyder, at Silkeborg har 19 point på Superligaens femteplads efter 13 spillerunder. OB har 15 point på ottendepladsen.

/ritzau/

Randers slår AGF efter selvmål

Et velspillende Randers-hold burde have vundet med mere end 1-0 over lokalrivalerne AGF et lokalopgør, som blev afgjort på et uheldigt selvmål af AGF's Frederik Brandhof i første halvleg.

Gennem hele kampen var Randers dominerende, og kronjydernes fine kombinationer burde have kastet flere scoringer af sig.

Gæsterne fra Aarhus havde svært ved at finde samme farlighed som værterne, og det blev da heller ikke til nogen scoringer fra gæsterne.

Randers rykker med sejren op på tredjepladsen med 24 point, hvilket bare er ét mindre end FC København på andenpladsen. AGF er nummer otte med 15 point.

/ritzau/

Sen overtidsscoring udbygger FCM's forspring i toppen

Sønderjyske udlignede i overtiden, men FC Midtjylland lykkedes med at score til 3-2 endnu dybere inde i overtiden, da de to hold mødtes i Superligaen.

Dermed udnyttede midtjyderne til fulde, at FC København tidligere på dagen tabte til Brøndby.

Det unge talent Mads Hansen scorede til slutstillingen og sendte FCM seks point foran FCK efter 13 spillerunder i Superligaen. Sønderjyderne forbliver næstsidst med ni point.

FCM plejer at være gode til at give initiativet til modstanderen og score på kontraangreb, men søndag havde midtjyderne bolden mest og kreerede chancer, mens sønderjyderne forsøgte sig med at stå lavt og lukrere på kontrachancer.

Det havde herningenserne svært ved at håndtere i starten, og en lynscoring til sønderjyderne hjalp langtfra.

Som kampen skred frem, fik FCM dog bedre styr på det, og derfor var det fortjent, at holdet tog alle tre point til sidst.

/ritzau/

FacebookTwitter