Brøndby-fans hælder benzin på bålet med homofobisk sang: ’Fischer, han er gay’

Brøndbys fans hånede FC Københavns Viktor Fischer med en homofobisk sang.

Brøndby-fans under kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Brøndbys fans bragte sig selv i fokus mandag aften efter slutfløjtet af kampen mellem klubben fra Vestegnen og FC Nordsjælland.

De blå-gule fans sang homofobisk mod FC Københavns Viktor Fischer:

’Fischer, han er gay, allez allez’, hvilket TV3's kameraer opsnappede.

Hør de homofobiske tilråb om Viktor Fischer her (lyd fra Viasat).

Timingen i Brøndby-fansenes sang mod Viktor Fischer virker ikke tilfældig. Søndag aften undlod FC København-angriberen nemlig at fejre en scoring i Odense, fordi hjemmeholdets fans havde hånet Fischer med homofobiske sange og tilråb.

- Det er en uskik generelt, men det er det især i fodbold, har Fischer mandag udtalt om sagen, hvor han har fået støtte fra det meste af fodbolddanmark.

I Brøndbys ledelse er man kede af sine fans homofobiske sang:

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er ødelæggende for den fankultur, vi som klub prøver at bygge op. Så det er meget beklageligt, siger Brøndbys kommunikationschef Christian Schultz til DR.

Hvad vil I gøre?

- Vi er løbende i dialog med vores fangrupper om, hvilke regler der skal være på stadion, og det kommer vi til at fortsætte med. Der vil givetvis altid være grupperinger, der ikke vil rette ind, men vi vil blive ved med at arbejde for, at racisme og homofobi ikke hører hjemme på stadion.

Også Brøndbys officielle fangruppering, Brøndby Suppoert, tager afstand fra sangen mod Fischer.

- Vi er helt bevidste om, at det ikke er første gang, en Brøndby-tribune har sunget sange, der i sit udtryk må betragtes som homofobiske. Men ligesom vi op gennem tiden har lært, hvor grænsen for racisme går, og hvornår man bør reagere på det, så gælder det samme med homofobi. Og i aften blev grænsen overtrådt på en måde, som vi hverken kan eller vil sidde overhørig, skriver fanklubben i en meddelelse på sin hjemmeside.

Brøndby møder FC København og Viktor Fischer på søndag i Superligaen.

Facebook
Twitter