Brøndby henter knap 130 millioner kroner i kapitaludvidelse

Brøndby bruger 93 millioner af kapitaludvidelsen på at afvikle gæld. Derefter er der 36 millioner tilbage.

Brøndby forventer at komme ud af regnskabsåret 2019 med et underskud på mellem 75-79 millioner kroner. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Superligaklubben Brøndby har fået tilført 129 millioner kroner i en kapitaludvidelse. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.

Størstedelen af kapitaludvidelsen er gæld, der er blevet konverteret til aktier.

Var prospektet blevet fuldtegnet, havde Brøndby fået tilført 156,1 millioner kroner.

Da prospektet blev offentliggjort i januar, kunne klubben berette, at hovedaktionær Jan Bech Andersen og bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen havde givet tilsagn om, at de ville konvertere deres tilgodehavender på 93,2 millioner kroner til nye aktier.

Ved den lejlighed sagde sportsøkonom Jesper Jørgensen, COO og partner i Deloitte, at konverteringen af gælden ikke ville få betydning for klubbens økonomi.

- Det er kosmetik. Ren kosmetik. Om de har skudt pengene ind som aktiekapital eller lån i sin tid, spiller ingen rolle, siger Jesper Jørgensen.

- Det er ikke noget, som giver klubben en krone mere i kassen.

Knap 36 millioner tilbage

Jan Bech Andersens andel af aktiekapitalen og stemmerettighederne i selskabet forventes efter udbuddets gennemførelse at udgøre cirka 56 procent, oplyser Brøndby torsdag.

I alt var der på forhånd givet tilsagn om et provenu på minimum 102,8 millioner kroner.

Resultatet blev 26,3 millioner kroner mere.

Hvis man skærer gældsafviklingen fra, så er der 35,9 millioner kroner tilbage.

Brøndby fortæller følgende om, hvad pengene skal bruges på:

- Brøndby kan nedbringe sin rentebærende gæld, styrke likviditetsberedskabet til understøttelse af den fremtidige drift samt påbegynde renoveringen af Sydsiden og den del af nordtribunen, som huser udeholdets fans, med henblik på at genetablere den fulde tilskuerkapacitet til glæde for fans og sponsorer.

Brøndby var i 2019 nødt til at mindske kapaciteten på tribunen, der hedder Sydsiden, fordi sikkerheden ikke er i orden.

Brøndbys fantribune, Sydsiden, fik mindsket kapaciteten i 2019. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Det skulle komme på plads nu, lover Brøndby-direktør Ole Palmå, som generelt er tilfreds med resultatet af emissionen.

- Bruttoprovenuet muliggør, at vi som klub kan forfølge de ambitioner, vi har om et Brøndby i økonomisk balance og indfri vores sportslige målsætninger

- Størrelsen på bruttoprovenuet ligger i det spænd, som gør, at vi nu kan arbejde videre med planen, vi beskrev i prospektet.

- Det glæder os meget, at vi nu kan påbegynde investeringen i renoveringen af Sydsiden, siger Ole Palmå til klubbens hjemmeside.

Brøndbys forventede underskud for regnskabsåret 2019 er et underskud på mellem 75-79 millioner kroner. I 2020 regner Brøndby med et underskud på 20-30 millioner kroner.

/ritzau/