Amerikansk investor vil opkøbe Brøndby IF: 'Vil være en skandinavisk magtfaktor'

Global Football Holdings vil købe aktiemajoriteten i Brøndby IF.

Brøndby IF bliver opkøbt af det amerikanske firma Global Football Holdings. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Rygterne har længe svirret om et salg af fodboldklubbn Brøndby IF.

Nu er det så faldet på plads, at Jan Bech Andersen, formand og hovedaktionær i klubben, har fået afsat aktiemajoriteten til det amerikanske firma Global Football Holdings.

Det meddeler fodboldklubben på sin hjemmeside.

Brøndby IF skriver således en i selskabsmeddelelse, at 'betinget af gennemførelsen af det frivillige offentlige købstilbud vil Global Football Holdings blive den største aktionær i Brøndby IF med en umiddelbar ejerandel på lige over 50% af de aktier, Brøndby IF har udstedt.'

- Brøndby IF er en klub med en unik identitet, et langvarigt engagement i lokalmiljøet og utrolige fans, der skaber en forrygende atmosfære til hver eneste kamp. Vi vil videreføre denne arv ikke blot ved at investere i holdet og faciliteterne, men også i lokalmiljøet for at skabe positive forandringer på banen.

Global Football Holdings vil sammen med Jan Bech Andersen tilføre klubben op til 30 millioner euro - svarende til 223 millioner kroner - i form af et konvertibelt lån, som skal godkendes ved en ekstraordinær generalforsamling i Brøndby IF, lyder det.

- Vi indgår et langsigtet partnerskab med Jan og klubben for at positionere Brøndby IF til løbende at konkurrere om det danske mesterskab og i UEFA-turneringer. Vi er begejstrede og beærede over at blive en del af Brøndby IF, siger Scott McLachlan, der er Global Head of Football i Global Football Holdings, i en meddelelse på Brøndbys hjemmeside.

Det amerikanskregistrerede selskab har udover Scott McLachlan også Ignacio Beristain i front.

McLachlan har tidligere været ansat i fodboldklubben Chelsea FC som head of international scouts, mens Ignacio Beristain er præsident i fodboldklub Estoril Praia.

Global Football Holdings er allerede hovedaktionær i både Estoril Praia fra Portugal og SK Beveren fra Belgien, ligesom selskabet også er medejer af FC Augsburg fra Tyskland.

Den nuværende hovedaktionær, Jan Bech Andersen, bliver næststørste aktionær og fortsætter som formand for bestyrelsen.

Fodbolddirektør i Brøndby IF, Carsten V. Jensen, udtaler i en pressemeddelelse:

- Det er et markant gearskifte, vi gør her i forhold til at kunne udvikle vores klub til næste niveau med et erklæret mål om at kunne række ud efter mesterskaber og europæiske gruppespil sæson efter sæson. Vi vil være en skandinavisk magtfaktor.

Jan Bech Andersens hjerte 'banker stadig gult og blåt', forsikrer han. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Mit hjerte banker stadig gult og blåt

Salget har altså været på trapperne længe, og selvom det nu falder på plads, ændrer det ikke på formand Jan Bech Andersen tilhørsforhold.

- Når jeg sidder her i dag, så banker mit hjerte stadig gult og blåt, måske endda endnu mere efter alt det, vi har været igennem sammen af op- og nedture i de sidste ni år.

- Som jeg har sagt mange gange før, så har vores klub brug for stærkere kræfter, end jeg kan tilbyde alene, hvis vi på den lange bane skal være konkurrencedygtige og spille med i toppen af dansk fodbold hver sæson. Og det vil vi.

- Som jeg dog har sagt gentagne gange, så er det på klubbens præmisser, at man som potentiel partner kan komme ind i klubben og ikke omvendt. Vores kultur og værdier er ikke til forhandling, siger Jan Bech Andersen.

Fodboldklubben holder pressemøde fredag klokken 13.30.