Brøndby klar til aktiesalg - med tændte advarselslamper

Over 140 sider fortæller Brøndby om fordele, men bestemt også ulemper ved den aktieemission, der er på vej.

Brøndbys tilhængere kan glæde sig over, at klubben før denne weekends kampe er over nedrykningsstregen. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Brøndby har i dag fremlagt det 140 sider lange prospekt, der skal få folk til at investere i den økonomisk trængte superliga-klub.

Børsprospektet er første skridt mod den aktieemission, der forhåbentlig kan indbringe klubben minimum 60 millioner kroner - og dermed sikre Brøndby overlevelse.

-Vi håber, at vores ca. 21.500 aktionærer vil støtte vores bestræbelser om at skabe en sportslig og forretningsmæssig sund virksomhed. Vi håber, at flest mulige vil deltage i kapitaludvidelsen, så vi kan nå det maksimale tegningsbeløb, siger direktør Tommy Håkansson til Brøndbys hjemmeside.

Efter 3-2 sejren over AGF i mandags kan han glæde sig over, at tabellen, der er trykt i det digre værk, viser, at Brøndby er placeret over nedrykningsstregen.

Mange risici

Men der bliver ikke lagt fingre imellem i børsprospektet, hvor klubben i hvert fald ikke forsøger at skjule, at projektet er risikabelt. Der opremses en lang række risici, der kan føre til, at Brøndby IF lukker og slukker.

- Såfremt nogle af faktorerne bliver en realitet vil det kunne gå en væsentlig negativ indflydelse på Brøndbys drift - i yderste konsekvens kan det føre til, at Brøndby erklæres konkurs og at investorerne kan tabe deres investering, står der i prospektet.

Det vil bl.a. skabe problemer, hvis Brøndby ikke får hentet mindst 60 millioner kroner i emessionen, eller hvis klubben rykker ud af superligaen:

- Hvis udbuddet ikke gennemføres med et minimumsprovenu på 60 mio. kr., er det ledelsens vurdering, at selskabets likviditets- og kapitalsmæssige situation ikke er tilstrækkelig til fortsat dift.

- Såfremt Brøndby IF efter sæsonen rykker ned i Nordic Bet Ligaen, vil Brøndby IF have behov for yderligere 25 mio. kroner for at kunne understøtte den fortsatte drift i som minimum 12 måneder fra prospektdatoen.

Brøndbys generalforsamling i onsdags, hvor der var stort fremmøde. (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø © Scanpix)

Lykkes det ikke at rykke op i den følgende sæson kan det i "værste fald føre til, at selskabet går konkurs."

Så er man ligesom advaret om, at en investering i Brøndby-aktier indebærer en høj risiko.

Brøndby holder investormøde den 10. april 2013 i Michael Laudrup Lounge, Brøndby Stadion.

 

 

 

Facebook
Twitter