Brøndby leverede 'den slags, som kommer til at stå i historiebøgerne' mod AGF: Nu er de blågule én kamp fra første mesterskab i 16 år

Brøndby vandt torsdag 2-1 mod AGF og spillede sig op på førstepladsen i Superligaen inden sidste spillerunde.

Brøndby fightede sejren mod AGF hjem med næsten en times spil i undertal. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

1-1 på måltavlen og udsigt til næsten en times spil i undertal.

Det var status for Brøndby i torsdagens kamp mod AGF. En sejr ville sende de blågule på førstepladsen, mens alt andet ville give FC Midtjylland serveretten i guldkampen.

Det blev som bekendt til en 2-1-sejr til Brøndby mod AGF, og derfor er det Brøndby, der har skæbnen i egne hænder, når Superligaen skal afgøres på mandag.

Brøndbys fans gav den gas, da spillerbussen forlod Ceres Park i Aarhus:

Derfor er det også Brøndby, der er favoritter til at sikre sig klubbens første danske mesterskab siden Michael Laudrup på trænerbænken guidede de blågule til mesterskabet, vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Brøndby er kæmpe favoritter til DM-titlen nu. Andet kan man bare ikke sige. De kan selv afgøre det med en sejr. På hjemmebane. Med tilskuere. Mod yndlingsmodstanderen FC Nordsjælland. Der ikke har noget at spille for.

- Større sølvfad findes ikke, og det er – som jeg ser det – kun Brøndbys egne eventuelle nerver eller en vanvidskamp af Kamaldeen Sulemana, der kan forhindre guldet i at havne på den københavnske vestegn, siger Andreas Kraul.

Men det var ikke kun sejren, der var vigtig for Brøndby. Det var også måden det skete på. I en kamp, hvor så mange ting gik imod Brøndby. To straffespark imod sig og et tidligt rødt kort.

Derfor er Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, dybt imponeret over det, han så fra sine spillere i AGF-kampen.

- Spillerne går fra den her præstation med en tro på, at hvis det kan lade sig gøre i dag, så kan alt lade sig gøre, siger Niels Frederiksen.

Og det er forståeligt, at Niels Frederiksen har det sådan, ifølge Andreas Kraul. For torsdagens sejr mod AGF kan meget vel blive definerende for Brøndby.

- Det er den slags, som kommer til at stå i historiebøgerne, og som spillerne vil fortælle om som noget af det første, når de engang bliver bedt om at fremhæve kampe fra deres karriere. Alt det afhænger selvfølgelig af, at de gør arbejdet færdig på mandag, siger Andreas Kraul.

  • Mikael Uhre efter han har sat sejrsmålet i nettet. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Morten Frendrup efter sit røde kort. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Støj fra omverdenen

Status for Brøndby er efter sejren mod AGF, at de selv kan afgøre skæbnen. En sejr i sidste spillerunde mod FC Nordsjælland sender guldet til den københavnske vestegn.

For første gang siden 2005.

Men selvom det hele skal afgøres mod FC Nordsjælland, så vil Niels Frederiksen gribe kampen an som en hvilken som helst anden.

- Vi skal ikke gøre meget anderledes, end vi har gjort de seneste to-tre måneder, hvor vi har været en del af mesterskabsspillet, og vi har ligget til. Vi skal holde fokus på vores egen præstation og fokus på, hvad vi skal gøre, når vi møder Nordsjælland på mandag, siger Niels Frederiksen.

Kan I gøre det her færdigt?

- Ja. Det kan vi, og det vil vi gøre på mandag, siger Niels Frederiksen.

- Den præstation, vores hold leverer er fuldstændig enestående. Absolut fremragende præstation, siger Niels Frederiksen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Også Brøndby-back Kevin Mensah mener, at præstationen var 'ud over det sædvanlige', og nu ser han frem til 'en fed kamp på mandag' mod FC Nordsjælland.

- Ethvert menneske kan godt lide at have kontrol over de ting, der skal ske, og vi står i en situation, hvor vi selv har kontrol over, hvor vi kommer til at stå henne, og det er sådan, det skal være.

- Jeg kan godt forstå, hvis man er passioneret omkring det her, og det er jeg sikker på, at vi kommer til at mærke på mandag. Det kan jeg garantere, at vi også er. Når alt det der bliver taget væk, så er vi fodboldspillere, og vi ved, at vi skal performe og skaffe tre point. Så alt det, der sker udenfor, det lukker vi ude så godt, som vi kan, siger Kevin Mensah.

Også selvom omverdenen kommer til at larme?

- Sådan er det altid. Det har de altid gjort, siger Kevin Mensah.

Brøndby møder på hjemmebane FC Nordsjælland i sidste spillerunde, mens FC Midtjylland får besøg af AGF. FC København skal en tur til Randers. Alle kampe spilles mandag klokken 17.

FacebookTwitter