Brøndby-næstformand: Det så helt tyrkisk ud

Benny Winther fra Brøndby er rystet og ærgerlig over fanurolighederne på Brøndby Stadion.

Ballade blandt Brøndby tilhængere på Brøndby Stadion (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

En festaften blev ødelagt, da hjemmeholdets sejrsglæde kammede over og endte i optøjer efter Brøndbys 1-0 sejr over ærkerivalerne FCK på hjemmebane, lyder det fra Brøndbys næstformand, Benny Winther.

- Det så næsten helt tyrkisk ud, mener han.

Han refererer til billeder, han har set fra kampe i Tyrkiet, hvor det ikke sjældent udvikler sig til uroligheder efter kampene - på samme måde som det skete på Brøndby Stadion sent onsdag aften.

Her invaderede omkring 1000 af hjemmeholdets fans banen, og et talstærkt politi måtte stoppe en kastekamp med romerlys og stolesæder mellem Brøndby- og FCK-fans.

- Det startede med, at folk var glade, og så udviklede det sig desværre hurtigt. Det kunne vi godt have undværet. Det var en skam med sådan en afslutning. Det var en festaften, der blev ødelagt med et spørgsmålstegn.

- Det var jo ikke sådan en reaktion, man havde regnet med. Så var politiet jo også kommet hurtigere på stedet, mener han.

I alt 10 personer blev anholdt efter urolighederne, hvor en enkelt person kom til skade.

/ritzau/