Brøndby slår og rykker forbi FCN: Åbner bronzekampen på ny

Brøndby slog FC Nordsjælland med 2-0 og haler dermed ind på AGF i tabellen.

Efter tre

uafgjorte
kampe i streg kom Brøndby søndag tilbage på sporet med en 2-0-sejr i en velspillet udekamp mod FC Nordsjælland.

Derfor hopper Brøndby forbi FCN og op som nummer fire i 3F

Superligaens
mesterskabsspil med seks point op til tredjepladsen, hvor AGF, der fredag tabte til AaB, befinder sig.

Brøndby har seks runder til at hente aarhusianerne i jagten på bronzemedaljerne.

Søndagens Brøndby-sejr blev grundlagt med en straffesparkscoring af Andreas Maxsø efter godt og vel en halv times spil, efter FCN ellers sad på det meste i første halvleg.

Efter pausen pressede FCN på i jagten på en udligning, men Brøndby-defensiven forsvarede sig godt, og så afgjorde Simon Hedlund det med en 2-0-scoring midtvejs i anden halvleg.

FCN med en veloplagt Mohammed Kudus tog initiativet fra kampens start og forsøgte at angribe Brøndbys højre forsvarsside, hvor uprøvede Andreas Bruus huserede.

Brøndbys Anthony Jung fik bolden i nettet efter 29 minutter, men efter en del forvirring blev målet underkendt for offside.

Der var dog ingen tvivl en håndfuld minutter senere, da Brøndby-anfører Andreas Maxsø sikkert udnyttede et straffespark til at sende udeholdet foran 1-0 på sin tidligere hjemmebane.

Begge hold skabte en række store muligheder fra starten af anden halvleg, men afslutningerne manglede kvalitet.

For Mikael Uhre manglede dog kun de allersidste marginaler, da Brøndby-angriberen i det 64. minut ramte stolpen efter et godt drev med bolden.

Brøndby havde bedre held fire minutter senere, da svenske Simon Hedlund blev spillet fri og køligt fordoblede gæsternes føring.

FCN spillede egentlig ganske godt, men slutproduktet manglede, og derfor vandt Brøndby i fjerde forsøg sin første kamp i årets mesterskabsspil.

/ritzau/

Facebook
Twitter