Brøndby taber terræn i toppen af Superligaen: 'Stort skridt den forkerte vej'

FC Midtjylland er med søndagens sejr fire point foran Brøndby i toppen af Superligaen.

Randers' Marvin Egho (til højre) jubler, efter at Mikael Uhre har brændt et straffespark. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Næste søndags opgør mellem Brøndby og FC Midtjylland - den direkte kamp mellem nummer to og et i Superligaen - kommer bestemt ikke til at have mindre betydning efter dagens Superliga-kampe.

Før denne weekend var FC Midtjylland kun et enkelt point foran Brøndby og med et nederlag til FC Nordsjælland i mandags, var der derfor stor revanchelyst i midtjydernes sene Superliga-kamp mod nordsjællænderne søndag.

Frank Onyeka (i midten) sørgede for midtjydernes 3-0-mål. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hjemmeholdet FC Midtjylland fik en rigtig god start og på kun to minutter i midten af første halvleg var holdet foran 2-0. Først på et straffespark af Alexander Scholz og dernæst på et flot mål af Pione Sisto.

Midtjyderne blev ved med at presse på i anden halvleg og lykkedes med at lukke kampen med et kvarter tilbage af kampen, da Frank Onyeka fik drejet bolden i mål med sit skinneben.

Dermed kunne FC Midtjylland juble over at have skabt et hul på fire point ned til Brøndby, der tidligere søndag tabte til Randers. Brøndby har inklusiv holdets kamp mod FC Midtjylland på søndag fire kampe til at indhente midtjyderne.

FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl sætter pris på den fase, som holdet er i lige nu, og han ser frem til kampen mod Brøndby i næste weekend.

- Det her er den fedeste tid at være i overhovedet: slutningen af sæsonen, der er noget at spille om, vi ligger der, hvor vi gerne vil. Det er helt fantastisk.

- I den forstand er der ikke noget, der har ændret sig. Vi holder fokus på os selv, og vi skal vinde hver eneste kamp og har en rigtig spændende kamp i næste uge mod dem, siger målmanden til TV3 Sport.

Randers' Vito Hammershøy-Mistrati scorede til både 2-1 og 3-1 i kampen mod Brøndby. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Brøndby tabte vigtige point

Hvis drømmen om et mesterskab skal holdes i live for Brøndby, så kræver det, at der bliver hentet point i samtlige Superliga-kampe. Også i en udekamp mod Randers.

Det lykkedes dog ikke for Superligaens andenplads søndag eftermiddag, da Randers stak en kæp i hjulet på Brøndbys guldchancer.

Det startede ellers godt for Brøndby, der efter et kvarter kom på 1-0 via et hovedstødsmål af Hjörtur Hermannsson. Efter en halv time kunne Tosin Kehinde dog udligne for Randers til 1-1.

Og så gik det ellers hurtigt i anden halvleg. Vito Hammershøy-Mistrati sørgede med to mål på kun tre minutter for, at Randers kom på 3-1. Brøndby både brændte et straffespark og formåede at reducere til 2-3, inden Tobias Klysner med få minutter tilbage af kampen slukkede Brøndbys drømme om point.

Randers vandt dermed 4-2, og der var derfor også stor skuffelse at spore hos Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, efter kampen.

- Det var et stort skridt den forkerte vej, og selvfølgelig er det lige nu et slag, der er tabt.

- Nu må vi se, for det er jo stadig helt åbent, og vi må se, om vi kan slå FCM på søndag, siger Niels Frederiksen til Ritzau.

Sønderjyskes cheftræner Glen Riddersholm kan juble over, at holdet har sikret sig endnu en sæson i Superligaen. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

SønderjyskE sikrede endnu en sæson

I søndagens tidlige Superliga-kamp tog SønderjyskE imod OB i nedrykningsspillet. En sejr til sønderjyderne kunne sikre dem overlevelse i Superligaen.

Efter en flad første halvleg kom der mere gang i tingene i anden, og det lykkedes hjemmeholdet efter en time at komme foran 1-0 på mål af svenske Emil Holm.

Se målene fra kampen i videoen:

I dommerens overtid lukkede SønderjyskEs Emil Frederiksen kampen med sin 2-0-scoring, og dermed kunne SønderjyskE-spillerne juble over endnu en sæson i Superligaen.

Holdet har 13 point ned til stregen og med kun fire kampe tilbage, er det ikke muligt for Lyngby at hente sønderjyderne.

Og det betød da også en hel del for cheftræner, Glen Riddersholm, at SønderjyskE atter er at finde i landets bedste række næste sæson.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi for 14. år i streg har sikret vores Superliga-eksistens. Det er i sig selv en kæmpe bedrift, siger SønderjyskE-cheftræneren til Ritzau.

OB har trods nederlaget syv point ned til Lyngby.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk