Brøndby udelukker ballademagere, men fanformand ønsker dialog frem for straf

Brøndby har identificeret 10 fans, der nu kan se frem til længere karantæner.

Der var uro på udebaneafsnittet i Parken søndag, hvor flere plastiksæder blev ødelagt og kastet med. (Foto: Tobias Jørgensen)

Skal fodbold være for alle?

Søndagens derby i Parken bød på en sejr på 4-1 til FCK over Brøndby, men kampen bliver ikke kun husket for et hattrick af spanske Pep Biel eller et Brøndby-hold, der før er set bedre.

For nogle af udebaneholdets fans gjorde sig i den grad også bemærket.

Søndag var Brøndbys tilhængere igen blevet tilladt adgang til et opgør i Parken, efter de to seneste derbyer var uden udefans. Og det gik ikke så gnidningsfrit, som de fleste havde håbet. For en gruppe maskerede mænd på Brøndby-afsnittet valgte i løbet af kampen at lægge kræfter i andet end at følge med i, hvad der foregik på græsset.

På det sociale medie Twitter florerer flere videoer af og beretninger om Brøndby-tilhængere, der udøver vold mod tribunesæder, hvorefter de afrevne plastiksæder bliver kastet ind mod grønsværen.

Dommer Jakob Sundberg samlede et sæde op fra græsset og fik det væk fra banen. (Foto: Tobias Jørgensen)

Direktøren for Brøndby IF, Ole Palmå, kalder gårsdagens episoder for "grotesk", og klubben meldte mandag eftermiddag ud, at nogle fans kan se frem til en pause fra stadion.

- Vi er i tæt dialog med politiet og ser lige nu videomateriale igennem fra gårsdagens derby. P.t. har vi identificeret ti personer, som kan se frem til længere karantæner, lyder det fra direktøren i en pressemeddelelse.

Klubdirektøren opfordrer samtidig til, at man i fanmiljøet står sammen for at komme problemet til livs.

Både Brøndby og FC København havde inden søndagens opgør udtrykt et klart ønske om, at man ville tage afstand fra den dårlige opførsel, men den besked nåede ikke alle tilskuerne i Parken.

- Der er desværre en gruppe individer, som føler sig hævet over den store fanskare og har tilsidesat fællesskabet. Det er simpelthen grotesk, lyder det fra Ole Palmå.

'Hård straf virker ikke'

Står det til bestyrelsesformand for organisationen Danske Fodboldfans - som både Brøndbys og FCK's officiele fangrupper er medlem af - Christian Rothmann er den bedste løsning ikke at sætte hårdt mod hårdt.

- Strafferammen er allerede blevet hævet på området, og karantænerne er blevet forlænget. Men det virker ikke. Det fortæller både historien og forskning os.

- Min forhåbning er, at vi kan se på de her begivenheder og blive klogere på det i stedet for bare at straffe hårdere og mere, siger Christian Rothmann.

Ifølge formanden for fanorganisationen er det ikke et brugbart værktøj blot at udelukke de fans, som ikke opfører sig ordentligt på stadion. Han kalder det "symptombehandling" i stedet for at finde frem til nældens rod.

- Det er ligesom, da man satte et net op, fordi der blev kastet ting på banen. Så begyndte folk at kaste ting over nettet, og så satte man et endnu højere net op. Problemet er ikke, at folk kaster ting på banen - problemet er, at folk kaster ting i det hele taget.

- Man behandler ikke de underlæggende problemer, man symptombehandler bare, siger bestyrelsesformanden for Danske Fodboldfans.

I februar besluttede Divisionsforeningen, at de efterfølgende to derbyer ville blive uden fans. Søndag var de tilbage. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

For Christian Rothmann er fodboldens største force, at den samler alle. Og begynder man at bortvise folk fra stadion på livstid, er det ikke længere tilfældet.

Det er svært at være inkluderende og ekskluderende på samme tid, og derfor er det ifølge ham nødvendigt, at der bliver snakket om løsninger i fællesskab.

- Noget, der tidligere har virket er dialogkonceptet. Man har mødtes alle parter imellem. Klubberne, politiet og fans. Her blev der skabt et rum, hvor man kunne snakke ærligt om de hændelser, der har været. Hvad har virket, og hvad har ikke virket.

- Men vi bliver ikke længere inviteret med, og det mener vi er et stort problem, siger han.

Brøndby-redaktør byder karantæner velkommen

Giver man podcasten BrøndbyLyd et lyt, hersker der ikke nogen tvivl om, at man fra podcastens side ønsker handling.

I episoden fra mandag formiddag lagde vært Nanna Møller Karlsen ikke skjul på, at hun ønskede, at man fra klubbens side ville gribe til udelukkelser.

- Det gør ondt i hjertet på mig at se de scener, som vi så i går, lød det fra Nanna Møller Karlsen, der er medejer og chefredaktør på Brøndby-mediet 3point.dk, der producerer podcasten.

Få timer efter udgivelsen af dagens podcast kom nyheden om de 10 identificerede fans, der nu kan se frem til karantæne.

På banen løb Pep Biel med overskrifterne, da han med tre mål sikrede FCK's anden sejr i Superliga-sæsonen. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Nanna Møller Karlsen frygter, at den dårlige opførsel fra fåtallet på sigt vil ramme klubben sportsligt, hvis der ikke kommer bedre styr på lægterne.

- Problemet er, at vi kigger ind i flere straffe, og jeg gruer for den dag, der bliver lavet pointstraffe eller lignende. Vi har ikke set det endnu, og jeg ved ikke, hvad der skal til, før vi når det, sagde Nanna Møller Karlsen.

Divisionsforeningen var mandag ikke klar til at melde ud, om søndagens hændelser i Parken vil få konsekvenser. Det var i sidste sæson Divisionsforeningen, der bestemte, at udebanefans ikke ville have muligheden for at komme til derbyer.

- Jeg har ikke noget grundlag for at udtale mig om det endnu, da jeg ikke har fået rapporter om hændelsesforløbet, sagde direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen til Ritzau mandag.