Brøndby vil kopiere Bundesligaens tophold

For få midler har Dortmund skabt succes i tysk fodbold, og det vil Brøndby lade sig inspirere af.

(Foto: Jeppe Michael Jensen © Scanpix)

Ledelsen i Brøndby er begyndt at se sig om efter frisk inspiration, der skal hjælpe vestegnsklubben tilbage på toppen af dansk fodbold, og den har klubdirektør Jan Lockhart fundet i Dortmund. 

- De er et forbillede for os på mange områder. Det er en større klub end os, men der er mange lighedspunkter, og deres historie er ikke ulig vores, siger Jan Lockhart til Ekstra Bladet.

Der er ikke noget at sige til, at Brøndbys nytiltrådte direktør finder inspiration i Dortmund, som i øjeblikket ligger på en suveræn førsteplads i Bundesligaen, 10 point foran Bayer Leverkusen.

Brøndby selv er 20 point fra førstepladsen i Superligaen, og sæsonens hedeste drøm går på at snuppe sølvmedaljerne.

Den økonomisk trængte Superligaklub finder Dortmund spændende, fordi den tyske succes er skabt på et i fodboldsammenhæng beskedent grundlag.

- De har skabt det for relativt få midler, og den præstation vil vi kigge på. Det kunne være interessant at få etableret en kontakt, og jeg kan godt forestille mig, at vi rejser derned og hører, hvordan de har gjort, siger Jan Lockhart.

Brøndby vil som Dortmund i endnu højere grad satse på egne talenter, og kun købe profiler.

Facebook
Twitter