Cesar Santín havde med sine tre mål i FC Københavns 5-0-sejr over AGF en meget stor aktie i de tre point, der betyder, at de danske mestre nu indtager førstepladsen i SAS Ligaen foran OB.
Men hovedpersonen selv var efter kampen ret overrasket over, at han formåede at lave hattrick.
- Det er ikke nemt at score tre mål, og det er ikke noget, jeg er vant til. Jeg tror, at det kun er anden gang i min karriere, at jeg gør det. Så det er ret sjovt at prøve, siger Cesar Santín.
Han kom med de tre træffere op på det dobbelte af, hvad han hidtil har scoret i denne sæson, og brasilianeren er nu oppe på i alt seks mål i dette års SAS Liga.
- Sidste år scorede jeg 11 mål i ligaen, så hvis jeg kan det gøre det igen, vil jeg være glad, siger Cesar Santín.
Med de tre mål lagde FCK-angriberen desuden det efterår, som ikke har budt på de helt store personlige succesoplevelser, bag sig.
- Nu føler jeg mig stærk igen, og jeg skal bare lige have nogle flere kampe i benene, før jeg har det som tidligere, vurderer Cesar Santín.