FC København har hentet de to viborg-spillere Jesper Christiansen (målmand) og Michael Gravgaard (forsvar) til klubben på tre-årige kontrakter.
De to blev præsenteret på et pressemøde i Parken torsdag formiddag.
Landsholdets reservekeeper Jesper Christiansen er udset til at lukke hullet i FCK-buret efter svenskeren Magnus Kihlstedt, der forleden blev løst fra sin kontrakt.
- Jesper Christiansen har gjort det glimrende for Viborg og er tilbage i landsholdsvarmen. Han er reaktionsstærk og dygtig, så han er en god erstatning for Kihlstedt, siger FCK´s sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm til DR Sporten
Michael Gravgaard er først og fremmest forsvarsspiller men kan også bruges i offensiven.
- Han har vist sig meget målfarlig og hovedstødsstærk, og det er noget vi glæder os til at få ind i forsvarsspillet, siger Niels-Christian Holmstrøm.
FC Københavns varslede på pressemødet flere sommerindkøb.