Dårligt vejr udsætter flere superligakampe

Både AGF mod Randers og FC Nordsjælland mod AC Horsens er udskudt.

AGF har udskudt søndagens opgør mod Randers FC, skriver klubben på sin hjemmeside. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Søndagens lokalopgør mellem AGF og Randers FC er blevet udskudt.

Det skriver den aarhusianske klub søndag formiddag på sin hjemmeside.

AGF skriver, at ugens store mængder regn har betydet, at banen på Ceres Park ikke egner sig til superligafodbold, og at den længeventede forårsstart derfor lader vente på sig.

- Vi beklager meget de gener denne aflysning påfører vores publikum, sponsorer, modstandere og alle andre involveret i kampen. Men efter en grundig vurdering - og i tæt samråd med Divisionsforeningen og Randers FC - har vi vurderet, at det ikke vil være muligt gennemføre kampen i dag, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen, til klubbens hjemmeside.

AGF-direktøren fortæller i et interview med DR Sporten, at beslutningen ligeledes er truffet med tanke på de kommende hjemmebaneopgør i Aarhus.

- Vi kan ikke forsvare banens stand resten af foråret. Det vil simpelthen smadre den for meget. Hvis den mængde nedbør fortsætter, vil det være samme problem til næste kamp, men der er sandsynligheden selvfølgelig en anden, siger Jacob Nielsen til DR Sporten.

AGF oplyser, at der vil blive meldt et nyt kamptidspunkt ud så snart, at der er fundet en ny dato.

Billetterne til søndagens kamp kan også refunderes, meddeler klubben.

Også opgøret mellem FC Nordsjælland og AC Horsens er aflyst, skriver FC Nordsjælland på Twitter.

FC Nordsjælland oplyser, at det er sikkerhedschefen og dommerens vurdering, at det vil være for farligt at afvikle kampen på grund af den kraftige vind.