Daniel Wass skifter til Benfica

Brøndbys højre back Daniel Wass skifter til den portugisiske storklub Benfica på en femårig kontrakt.

Daniel Wass og Christian Bolanos i duel (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Det har længe været på tale på rygtebasis, men nu er det endelig bekræftet. Brøndbys højre back Daniel Wass skifter til den portugisiske storklub Benfica.

Benfica tror så meget på den danske U/21-landsholdsspiller, at portugiserne har tilknyttet ham til klubben i de kommende fem år.

- Jeg har skrevet en femårig kontrakt med Benfica. Hvis jeg bliver udtaget til U21-EM, skal jeg have det med, og så flytter jeg til Portugal, lige så snart jeg har haft en lille smule ferie, siger Daniel Wass til sporten.dk.

Kontrakten med Benfica har været underskrevet siden januar måned, men det er først nu, hvor den portugisiske sæson er overstået, at Wass kan han fortælle om sin fremtid.

- Benfica er en kæmpeklub, og jeg har måttet respektere, at de ikke ville have noget ud, før sæsonen var forbi, siger Daniel Wass.

Benfica fik øjnene op for Wass efter at have overværet Brøndbys kamp mod Sporting Lissabon i Europa League. Benfica kom siden med et tilbud, Wass ikke kunne sige nej til.

- Jeg har nogle ambitioner som fodboldspiller, og da de meldte sig på banen, kunne jeg ikke takke nej. Det er en kæmpe klub, og jeg føler, at jeg kan udvikle mig rigtig meget der, begrunder Daniel Wass over for onside.dk.

Benfica har vundet 32 mesterskaber i Portugal, og er den mest vindende klub, og Wass har set mange af klubbens kampe.

- Mit indtryk er, at det er et rigtig godt hold. Det kan man også se på deres titler, og på hvor langt det er røget i Europa League.

- Og den spillestil, de har, synes jeg passer rigtig godt til mig. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme ned og prøve kræfter med de helt store, lyder det fra Wass.

21-årige Wass er foreløbig noteret for 82 superligakampe og otte mål for Brøndby.

 

Facebook
Twitter