De yngste målscorere: Nikolai Laursen sparker sig i top 4

Med sin scoring på Brøndby Stadion sikrede Brøndbys Nikolai Laursen sig en plads på listen over de yngste målscorere i Superligaen.

Fødselsattesten afslører, at Nikolai Laursen var 17 år og 67 dage gammel, da han fik debut for Brøndby IF i Superligaen og i samme ombæring også kom på scoringstavlen, da han lukkede kampen med målet til 4-0.

Dermed skriver han sig ind i historiebøgerne som den fjerde yngste målscorer i den bedste danske fodboldrække siden 1991, hvor Superligaen blev indført.

1. Mads Beierholm, 16 år 263 dage (for Vejle BK i 2001)

Dengang regnet som værende et af Danmarks største talenter med mange ungdomslandskampe på cv'et. Everton var angiveligt interesseret i ham. Han levede dog aldrig op til de første lovende takter, og siden blev det til fodbold på serieniveau og en uddannelse som lærer.  

2. Kenneth Zohore, 16 år 272 dage (for FC København i 2010)

I dag er han på kontrakt i OB, og den fynske klubs kvaliteter ufortalt, så var der nok en del, der havde forestillet sig den store angriber på en mere prominent adresse, da han scorede sit første mål i Superligaen og siden røg til italienske Fiorentina.

3. Kenni Sommer, 17 år år 43 dage (for Silkeborg i 1991)

Også en angriber, der har spillet masser af ungdomslandskampe, men som trods en målnæse, der var veludviklet i en tidlig alder, ikke drev det til så meget.  

4. Nikolai Laursen, 17 år 67 dage (for Brøndby i 2015)

Blev indlemmet i førsteholdstruppen som 15-årig, og han debuterede sidste år, da han kom på banen i Brøndbys pokalkamp mod Fremad Amager. Skulle efter sigende have påkaldt sig interesse fra Bayern München, der bemærkede ham på en træningstur til Tyskland.

5. Morten 'Duncan' Rasmussen, 17 år 105 dage (for AGF i 2002)   

Slog tidligt igennem og var i sine unge år en evig kilde til historier, der ikke havde med hans evner på en fodboldbane at gøre. Deriblandt misbrug af kreditkort, en uheldig vandskade og boksebold for Peter Madsen i Aalborg. Har efter sin hjemvenden fra skotsk fodbold bevist sit værd som stabil målscorer på superliganiveau.     

6. Lucas Andersen, 17 år 243 dage (for AaB i 2012)

Stadig et kæmpe talent, der i øjeblikket får masser af spilletid i den danske talentudklækningscentral i Holland, Ajax.

7. Razak Pimpong, 17 251 dage (for FC Midtjylland i 2000)

Den evigt smilende ghaneser nåede at spille på midtbanen for både FCM og FCK, ligesom han var med sit fædreland til OL i 2004 og VM i 2006. 

8. Danilo Arrieta, 17 år 263 dage (for AGF i 2004)

Han har trænet med David Silva og Raul Albiol, der siden hen skiftede til Manchester City og Real Madrid. Så godt kom det aldrig til at gå for Arrieta med de chilenske rødder, der efter tiden i Valencia rykkede til AGF og i dag spiller for Skive IK i 1. division.

9. Anders Kaagh, 17 år 300 dage (for AGF i 2004)

Endnu en af de unge målscorere, der aldrig formåede at leve op til de forventninger det medfører, når man som teenager kommer på måltavlen i Superligaen. Efter AGF tog han til Island, FC Djursland, Herlev og Stenløse. I dag spiller han i HB Køge, hvor han med 14 mål er nummer fire på listen over alle tiders mest scorende i klubbens unge historie.

10. Mauricio Ortiz, 17 år 320 dage (for AGF i 2004)

AGF ville gerne have beholdt, men i 2004 drog han hjem til Argentina til deres klub Quilmes, der ejede ham og krævede for mange penge for en transfer. Var efterfølgende omkring klubber som Independiente og River Plate i hjemlandet.  

Facebook
Twitter