Divisionsforeningen: Vi kunne ikke forudse Sønderjyske-sagen

Direktøren for Divisionsforeningen formoder, at man havde valgt et andet format til Superligaen, hvis man havde vidst, hvad man ved i kølvandet på Sønderjyske-sagen.

Torsdag blev der sat et punktum i sagen om den meget omtalte kamp mellem Sønderjyske og FC Midtjylland 18. marts. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Analyserne, der blev foretaget af Divisionsforeningen forud for valg af et nyt Superliga-format, viste ikke, at et hold kunne ende i den situation, som Sønderjyske endte i, da holdet indkasserede et favorabelt nederlag til FC Midtjylland tidligere på sæsonen.

Og havde Divisionsforeningen vidst det, så havde den ”nok valgt et andet format”.

Det fortæller Claus Thomsen, der er direktør for Divisionsforeningen.

- Der blev spillet en række scenarier igennem, og havde det fremgået, at det her scenarie, det var et, som vi nok kom til at opleve, så havde vi nok valgt noget andet. Der blev foretaget et meget omfattende stykke analysearbejde, og desværre var det her ikke en af de ting, som der blev peget på, at vi skulle tage højde for. Men så er vi blevet klogere, kan man sige.

FCM vandt kampen 18. marts med 2-1 på en scoring i sidste minut. Nederlaget betød, at Sønderjyskes muligheder for at rykke ned var mindre end ved at spillet uafgjort eller vinde.

Dét faktum samt udtalelser fra Sønderjyske-spillere efter kampen, fik DIF til at undersøge om, der var basis for at rejse sagen ved Matchfixingnævnet.

Det har DIF’s Matchfixingsekretariat torsdag besluttet, at der ikke er basis for, da det ikke mener, at det kan bevises, at Sønderjyske tabte kampen med vilje.

Sekretariatet retter derimod en stærk kritik mod strukturen i Superligaen.

- Der er ingen tvivl om, at den nuværende struktur i Alka Superliga har sat flere klubber, trænere og spillere i en vanskelig situation og skabt grobund for en uhensigtsmæssig diskussion om, hvorvidt det kunne betale sig at spille for at vinde. Sekretariatet skal derfor opfordre til, at ligastrukturen ændres på en sådan måde, at nederlag ikke kan medføre en sportslig fordel, siger Poul Broberg, der er leder af sekretariatet.

Efter denne sæson er færdigspillet, skal Divisionsforeningen kigge på den nuværende struktur for at se, om den kan forbedres.

Claus Thomsen er fortrøstningsfuld, da han mener, at der er flere muligheder, man kan benytte for at komme problemerne fra denne sæson til livs og stadig bevare flere kampe med spænding, hvilket var en af årsagerne til, at man valgte det nuværende format.

- Der findes forskellige løsninger, som sagtens kan bevare en todelt turnering og intensiteten i et stort antal kampe, så ja det findes der løsninger på, siger direktøren i Divisionsforeningen.

Har i begået fejl i forbindelse med udtænkningen af det nuværende format?

- Hvis det er en fejl, at vi ikke forudså, at scenariet kunne opstå, hvor man kunne komme til at diskutere sådan noget, som det er blevet tilfældet, at der er blevet diskuteret – så er det en fejl. Men det har vi gjort, hvad vi kunne for at undgå, siger Claus Thomsen.

- Et af de parametre, der blev kigget på, var sportslig retfærdighed, og der endte vi med et godt resultat. Der blev spillet en række scenarier igennem, og havde det fremgået, at det her scenarie, det var et, som vi nok kom til at opleve, så havde vi nok valgt noget andet.

Den sidste kamp i Superligaen i denne sæson bliver spillet i slutningen af maj.

Facebook
Twitter