Djemba-Djemba og Mendy færdige i OB

OB skiller sig af med fem spillere, der har kontraktudløb, herunder Eric Djemba-Djemba og Bernard Mendy.

Eric Djemba-Djemba spiller her sin sidste kamp for OB - sæsonfinalen mod HB Køge, hvor Bernard Mendy også fik fuld spilletid. (Foto: Thorkild Amdi © Scanpix)

Samme dag som OB præsenterer Troels Bech som kommende cheftræner, siger klubben farvel til fem spillere med kontraktudløb.

Der er et par markante navne blandt de spillere, som siger farvel.

- Eric Djemba-Djemba og Bernard Mendy forlader os. Deres tid i OB er slut, siger OB's sportsdirektør, Poul Hansen, til eb.dk.

Poul Hansen meddeler også, at den tyske målmand Stefan Wessels og de unge Oliver Larsen og Daniel Krog ligeledes stopper.

Eric Djemba-Djemba havde en fortid hos klubber som Manchester United og Aston Villa, da han i sommeren 2008 kom til OB.

Midtbanespilleren fra Cameroun markerede sig hurtigt som en meget nærkampstærk spiller, men der har også været ballade i kølvandet på Djemba-Djemba.

I marts nægtede han at give hånd til den daværende træner, Henrik Clausen, da træneren udskiftede Djemba-Djemba i en kamp mod FC Nordsjælland.

/ritzau/

Facebook
Twitter