Dømt som tabertræner: 'Jeg er stolt af, at jeg ikke knækkede på vejen'

Thomas Thomasberg er langt fra ny i Superligaen. Men denne gang er anderledes for nordjyden, der nu vil træde i karakter og begrave sit ry som tabertræner.

Den nye cheftræner for Randers FC sætter sig ved vinduet ud mod BioNutria Parkens lysegrønne fodboldbane. Det er i slutningen af juli. Randers FC’s reservehold skal spille mod AGF, og Thomasberg vil være sikker på ikke at misse en tackling, hvis nu kampen skulle gå i gang midt i interviewet.

- Jeg sætter lige en alarm, så jeg husker at gå ned til spillerne inden kampstart. Bare lige fem minutter.

Træneren skal sikre, at holdet, der er reserver for førsteholdet, spiller med en intensitet, som var det en VM-finale i Rusland. Da alarmen ringer, forlader træneren lokalet. Præcis fem minutter senere kommer han tilbage.

- Jeg er ny i klubben, så jeg gav dem lige en reprimande før kampen. Det er vigtigt, de forstår, at uanset om det er for første- eller reserveholdet, skal de altid gøre deres bedste. Jeg huskede dem også på, at den spiller, som viser mest, bliver valgt til førsteholdet. På den måde har træner- og spillergerningen meget tilfælles.

Thomasberg, der før er blevet fyret fra sit job som Superligatræner og rykket direkte ned til 2. divisionen, ved, hvad han taler om. Efter sin 11 år lange spillerkarriere, der sluttede med en knæskade i FC Midtjylland, var han assistenttræner i samme klub i fire år og var med til at vinde to sølvmedaljer og en bronze.

Da FC Midtjyllands daværende træner, Erik Rasmussen, så stoppede, fik Thomasberg i 2008 en chance, han ikke kunne sige nej til.

- Det var en god mulighed at få, og jeg tænkte, at det så rimelig nemt ud. Men da jeg så stod med alle beslutninger og alt ansvar i forhold til resultater og pressen, var det et helt andet pres end at være assistent. Samtidig var de lige kommet fra store resultater, så selvom, jeg syntes, vores placering som nummer fire var fint, var jeg en fiasko i andres øjne. Set i bakspejlet var jeg slet ikke klar til at være cheftræner i sådan en stor klub.

Efter et overvældende år, hvor holdet de seneste tre kampe kun havde skaffet ét point, mærkede Thomasberg, at en fyring ulmede under overfladen. Men han var sikker på, at en sejr ville blive hans redning.

FC Midtjylland vandt 4-1 den efterfølgende kamp, og træneren pustede lettet ud.

- Jeg havde fornemmelsen af, at jeg ville ryge, hvis vi tabte igen. Men da vi så vandt 4-1, tænkte jeg, at jeg havde fået en chance mere. Tirsdagen efter blev jeg ringet op, hvor de sagde, de allerede havde fundet min erstatning.

Cheftræner Thomas Thomasberg (til højre) og FCM indkasserede et nederlag hjemme mod Randers FC på 0-2 den 19. april, 2009. (Foto: Bo amstrup)

Fra Superliga til 2. division

Efter at have taget et alt for stort skridt som cheftræner i FC Midtjylland tog Thomasberg to store skridt tilbage. Efter at være uden arbejde i halvanden måned tog han i 2009 til 2. divisionsklubben FC Hjørring for at begynde forfra.

- Jeg oplevede en kæmpe kulturforskel, da jeg rykkede ned fra Superligaen til 2. division. Jeg gik fra at være fuldtidstræner til at komme til en klub, hvor vi trænede sent og med amatører, der fik lidt penge for at spille på små kontrakter. Men det var en lettelse for mig at komme væk fra den store scene.

I de ni måneder, Thomasberg var træner i FC Hjørring, rykkede klubben op i 1. division. Med en succes i rygsækken blev han hentet til en anden 1. divisionsklub, FC Fredericia. Men her formåede han ikke at leve op til forventningerne om at ende i top seks og blev fyret efter tre år.

Tre år, han husker som de mindst vellykkede som træner.

- Min svaghed som træner var, at jeg ikke bankede nok i bordet og trådte i karakter. Jeg havde svært ved at tage beslutninger, og de beslutninger, jeg traf, var jeg ikke sikker på. Jeg fulgte andres råd, fordi jeg ikke stolede på min egen mavefornemmelse og var usikker. Undervejs ændrende jeg konstant retning, så ingen anede, hvor vi var på vej hen. Det forhindrede mig i at få det optimale ud af spillerne.

Tabertræner

Som træner bliver Thomasberg konstant bedømt ud fra sit seneste resultat af ledelsen, fansene og medierne. Én ting, der var rart ved at rykke sin trænergerning ned i rækkerne, var, at trykket fra medierne blev væsentligt mindre.

- Jeg blev irriteret over, at jeg i FC Midtjylland virkede til at være en tabertræner. Jeg fik mange klø, fordi folk ikke syntes, jeg var god nok eller havde erfaring nok. Derefter var det som om, ordet og følelsen af at være en tabertræner bare hang fast. I Fredericia skete det samme, og det var først, da jeg fik Hobro IK til at rykke op, at jeg oplevede en positiv omtale.

Ifølge den 43-årige træner har rollen som underdog forfulgt ham hele livet. Som fodboldspiller havde han ikke talentet til at nå toppen. Han måtte kæmpe hårdere og acceptere nederlag efter nederlag.

- Jeg kom ikke i førsteholdstruppen i AaB efter at have været på U19-holdet, men jeg valgte at blive på andetholdet, fordi jeg troede på, jeg kunne komme igennem, og efter halvandet år kom belønningen. Jeg nåede at være med til at vinde to danmarksmesterskaber, inden Ståle Solbakken tog min plads, og jeg røg tilbage på andetholdet.

Thomasberg kom i stedet til FC Midtjylland, hvor det handlede om én ting for den 25-årige spiller - at vise AaB, at klubben havde taget fejl af ham.

- Det blev min største motivation at modbevise dem, der havde sagt ’det kan du ikke klare’, ’det er du ikke god nok til’, ’du skal sorteres fra’. Vi endte foran AaB tre-fire år i træk.

Som træner begyndte Thomasberg på samme måde på toppen af dansk fodbold hos FC Midtjylland for så at tage to store skridt ned og kæmpe sig tilbage i den bedste række.

- Nu har jeg arbejdet mig op til Superligaen igen og er stolt af, at jeg ikke knækkede på vejen.

Superliga OB - FC Midtjylland. FC Midtjyllands Thomas Thomasberg (i midten) har scoret til 0-2 og hyldes af blandt andre en flyvende Peter Sand den 16. oktober, 2000 på Odense Stadion. (Foto: Søren Steffen)

Slut med at være underdog

Efter Thomasberg blev fyret fra FC Fredericia, havde han brug for at tage en pause fra det store ansvar og blev i 2013 assistenttræner i Randers FC i tre et halvt år - først under Colin Todd og så Ólafur Kristjánsson.

Tiden som observatør var givet godt ud for Thomasberg, der efterfølgende blev cheftræner i 1. divisionsklubben Hobro. Efter et halvt år rykkede klubben i sommeren 2017 op i Superligaen.

- Det var min mest succesfulde oplevelse som træner. Jeg tvivlede på mine egne evner både i FC Midtjylland og FC Fredericia, hvor jeg i især i starten følte et enormt pres. Jeg har arbejdet meget med at frigøre mig fra netop det pres, nederlagene og følelsen af hele tiden at være et skridt efter alle andre. Men det er svært, især når det går dårligt.

Det er på mange måder en helt anden træner, der nu står i spidsen for Kronjyderne i Danmarks bedste række. I dag kan Thomasberg være ærlig, skælde ud på spillerne, sætte dem af holdet og fortælle præcis hvorfor.

For han har valgt retning og stoler på sig selv og sine beslutninger.

- Randers FC har fået en afbalanceret træner, der står fast. Jeg har trådt i karakter og siger det, jeg har på hjertet. Men samtidig er jeg også ham, der tager fis på spillerne efter en dårlig kamp. Det er min egen største udfordring at sige pyt, men som leder for et helt hold er det mit ansvar, at de kommer videre. Det er så afgørende at få taberfølelsen ud af kroppen inden næste kamp, for det er ikke alle, der kan bruge den som motivation til at overraske positivt som mig selv.

Ifølge nordjyden har den karrieremæssige rutsjebane givet ham en erfaring, som har gjort ham klar til sin næste store opgave i Randers FC, hvor han nu har været i tre måneder.

Med en nuværende femteplads er holdet også kommet godt for start, men for Thomasberg er der langt igen.

- Jeg er måske på 75 procent af min ydeevne som træner nu og håber om syv-otte år at toppe som træner. Men for mig handler det ikke om, hvorvidt jeg er i Superligaen eller i rækkerne under, bare jeg får lov til at være træner og kan betale regningerne. Det er ikke en selvfølge i denne branche, hvor man ikke kender resultatet på forhånd.

Men det er netop overraskelsen og uforudsigeligheden, der er årsagen til, at Thomasberg aldrig har overvejet at stoppe som træner. Selv når det har set mest sort ud.

- Folk kan banke mig i hovedet, og jeg kommer op igen hver gang. Det, jeg elsker ved fodbolden, er, at det ikke altid er den bedste, der vinder, men den, der arbejder hårdest. Og så er der pludselig en større chance for, at underdoggen vinder.

Anden halvleg af reserveholdskampen har været i gang i få minutter. Randers FC’s træner følger nøje spillerne med øjnene, mens han lidt fraværende slutter interviewet af, inden han forlader sponsorloungen for at gå ud på tribunen. De sidste 45 minutter bliver iagttaget med en ivrighed, som var det VM for reservehold. For måske er det i dag, en uventet spiller vil overraske.

Den 9. august, 2009: FC Midtjyllands træner Thomas Thomasberg jubler efter FCM-mål til 3-1, da FC Midtjylland tog imod Randers FC i SAS-Ligaen. På søndag møder Thomasberg sin tidligere klub, når Randers FC spiller mod FC Midtjylland. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Facebook
Twitter