Drømmemål i suveræn sejr til Superligaens tophold

FC Midtjylland vandt forårets tredje kamp i streg, da holdet komfortabelt slog Sønderjyske 3-0.

Superligaens
førerhold, FC Midtjylland, ser stærke ud i foråret.

Søndag fik midtjyderne nemlig forårets tredje sejr på stribe, da Sønderjyske var på besøg og blev sendt hjem med et 0-3-nederlag i 3F

Superligaen
.

FCM var dominerende i langt størstedelen af kampen, og Sønderjyskes defensiv havde store problemer mod midtjydernes offensive profiler.

Brasilianske Paulinhos drømmemål i første halvleg var blandt andet med til at sænke udeholdet.

Sejren betyder, at FC Midtjylland nu har 59 point efter 23 kampe - ni point foran FC København på andenpladsen. Sønderjyske er fortsat på tiendepladsen med 25 point inden grundspillets tre sidste runder.

Hjemmeholdet viste sig at være en meget stor mundfuld for Sønderjyske i første halvleg.

FC Midtjylland dominerende i kampens indledning. Det var helt fortjent, at hjemmeholdet tog føringen efter 21 minutter, da offensivspilleren Awer Mabil sparkede bolden op i nettaget fra en spids vinkel.

Kandidat til årets mål

Blot otte minutter efter udbyggede hjemmeholdet føringen med en scoring, der må være en stærk kandidat til årets mål.

Venstrebacken Paulinho tog chancen fra 25-30 meter og hamrede bolden helt op i hjørnet til en 2-0-føring. Holdkammeraterne tog sig til hovedet over det uventede brasilianske vidundertræf.

To minutter inden pausen blev det også 3-0 til hjemmeholdet efter en smart frisparkskombination, som Ronnie Schwartz nemt kunne prikke i mål.

I anden halvleg fortsatte FCM-dominansen, mens Sønderjyske havde svært at lægge pres på hjemmeholdet og skabe liv i kampen igen.

Selv om FCM-angriber Sory Kaba var tæt på et akrobatisk mål i tillægstiden, forblev anden halvleg målløs, og FCM tog tre sikre point.

/ritzau/

Facebook
Twitter