Duncan idømt betinget fængsel

Brøndbys Morten 'Duncan' Rasmussen er blevet idømt tre måneders betinget fængsel for svindel med en andens dankort. Han erkender, at han er ludoman.

Brøndby-angriberen Morten Duncan Rasmussen erkender, at han har problemer med spil udenfor banen. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Brøndby-spilleren Morten 'Duncan'Rasmussen er idømt tre måneders betinget fængsel i Frederiksberg byret for at have svindlet med sin venindes kreditkort. Angriberen erkender, at han er ludoman og har været i behandling i et års tid.

- Jeg kvajede mig sidste år og brugte en venindes dankort til at spille på nettet. Det var ekstremt dumt, og jeg accepterer den dom, jeg nu har fået. Jeg har kæmpet med ludomani i længere tid, og jeg er stadig i behandling for sygdommen. Det er hårdt, men jeg har fået god opbakning, og jeg er på sin vis lettet over at kunne fortælle det nu, siger Morten Rasmussen til Brøndbys hjemmeside.

MediaLinks: Se indslaget:

Straffen på tre måneders fængsel har en prøvetid på to år. Ifølge Ekstra Bladet har Morten 'Duncan' Rasmussen' bedraget sin veninde for over 40.000 kroner.

- Pengene er betalt tilbage for længst, men det ændrer ikke ved, hvad jeg har gjort. Jeg har fået god støtte fra klubben omkring sygdommen og behandling, og nu handler det om at komme videre og tilbage på fodboldbanen hurtigst muligt, siger Morten Rasmussen.

At fængselsstraffen er betinget betyder, at Morten Duncan Rasmussen ikke skal bag tremmer - med mindre han indenfor de næste to år igen begår noget kriminelt.

Opbakning fra Brøndby

Klubbens administrerende direktør, Hermann Haraldsson, er ked af situationen, men støtter Duncan.

- Morten er en del af vores fællesskab, og vi bakker op, så han kan komme ovenpå igen. Det er vigtigt for os at hjælpe ham i en meget, meget svær situation. Han er en ung mand, der har en sygdom som han har været, og er, i behandling for. Han har begået en stor og alvorlig fejl, det hverken kan eller vil vi forsøge at skjule. Selvom det er en privat sag, forholder vi os naturligvis til omstændighederne på alle måder, siger Hermann Haraldsson til klubbens hjemmeside.

Anfører Stefan Gislason bakker også op.

- Vi blev orienteret om sagen onsdag efter træning. Jeg kan kun sige, at vi støtter op om vores holdkammerat, der ikke har det let lige nu. Han skal vide, at alle i truppen støtter ham, så vi sammen kan komme videre, slår anføreren fast.

Morten Duncan Rasmussen er fortsat i behandling for sin sygdom og arbejder i øjeblikket på at komme tilbage på fodboldbanen efter en skade i baglåret.

Spillede for venindens penge på nettet

Den nu afsluttede sag drejer sig om en episode fra 2007. I weekenden den 9.-11. marts havde Morten Duncan Rasmussen besøg af en veninde, og her 'lånte' han hendes kreditkort til at spille for på nettet 11 gange - for 22.400 kroner - på internettet.

Da veninden opdagede sagen, tilbød Brøndby-spilleren at betale pengene tilbage, og derfor fik han hendes kreditkort-oplysninger igen. Men ifølge Ekstra Bladet gik det så galt for ham endnu engang, og han spillede seks gange for venindens penge på nettet - i alt for 21.200 kroner.

Pengene - i alt 43.600 kroner - er betalt tilbage til veninden, og nu er hammeren så også faldet i retten.

Sagen om Morten Duncan Rasmussen er ikke enestående. Herhjemme har også den tidligere AaB-keeper Jimmy Nielsen haft problemer med ludomani. Det har kostet ham et ukendt millionbeløb - han beskriver det i bogen '1000 på rød'. Jimmy Nielsen spillede sammen med sin daværende holdkammerat i AaB, David Nielsen, der også havde problemer med spilledjævelen.

ExternalContent

Facebook
Twitter