EfB henter canadisk forsvarsspiller

Canadiske Adrian Cann har underskrevet en fireårig aftale med SAS Liga-klubben Esbjerg fB.

Canadiske Adrian Cann har underskrevet en fireårig aftale med SAS Liga-klubben Esbjerg fB. Den 27-årige forsvarsspiller kommer til dansk fodbold fra Vancouver Whitecaps, der hører til i den næstbedste nordamerikanske liga, USL First Division.

Cann var til prøvetræning i Esbjerg i januar i år, men på det tidspunkt valgte vestjyderne ikke at skrive kontrakt, men:

- Siden har vi sagt farvel til både Stepanovs og Lars Christian Nielsen, og Fredrik Björck har skadesproblemer. På den baggrund er det yderst belejligt, at vi har kunnet hente en spiller, som vi har et kendskab til i forvejen. Adrian Cann er en dygtig forsvarsspiller, fysisk stærk, hurtig, skyder godt med begge ben, og så er han med sin aggressivitet nok en atypisk forsvarer i europæisk målestok, siger EfB's sportsdirektør Niels Erik Søndergård.

Nu ser det ud til, at Esbjerg har handlet færdigt i dette transfervindue.

- Med købene af Gunnar Heidar Thorvaldsson, Martin Fribrock og nu Adrian Cann har vi opfyldt vores målsætning om at have truppen på plads så hurtigt som muligt inden den nye sæson, og vi behøver ikke længere jagte spillere. Jeg synes, vi er nået langt, og at vi har en styrket trup med vore nyindkøb. Transfervinduet er dog knapt åbnet, og vi kan ikke forudse, hvad der måtte ske. Derfor holder vi fortsat øje med markedet, hvis der skulle dukke flere attraktive muligheder op, siger Niels Erik Søndergård.

 

Facebook
Twitter