Efter 14 sæsoner er det slut: Sønderjyske rykker ud af Superligaen

Sønderjyske spillede onsdag 1-1 mod FC Nordsjælland, og dermed hedder det første division fra den kommende sæson.

Sønderjyske ude af 3F Superligaen efter 1-1 mod FC Nordsjælland. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

Det har været under opsejling længe, og onsdag aften blev det så en realitet.

Efter 1-1 mod FC Nordsjælland kan Sønderjyske efter 14 sæsoner i landets bedste række ikke længere nå overlevelse.

Sønderjyske har syv point op til AGF på den rigtige side af nedrykningsstregen, men med blot seks point tilbage at spille om, er redning ikke længere muligt.

Derfor står den på første division den kommende sæson. Derfor var stemningen heller ikke på toppen i Sønderjyske-lejren.

- Det er tungt, og det kan man også mærke i omklædningsrummet, fortæller Nikolaj Thomsen

- Det er selvfølgelig ikke kampen i dag, der gør, at vi rykker ud af Superligaen, men kampen er et godt symbol på, hvordan det har set ud i sæsonen. Vi kæmper røven ud af bukserne, men vi må bare erkende, at vi gav det et skud, og det var bare ikke nok.

Se højdepunkter fra Sønderjyske-FC Nordsjælland i videoen herunder:

Det så ellers længe ud til at Sønderjyske kunne holde liv i drømmen om Superliga en stud endnu. Efter 32 minutter blev FC Nordsjælland reduceret til ti mand, da Adamo Nagalo så rødt.

Efter pausen udnyttede hjemmeholdet overtallet og Peter Christiansen kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0. Men seks minutter før tid dukkede Magnus Kofod op i sønderjyske-feltet og headede 1-1-udligningen i nettet.

Fik sølvmedaljer i 2016

Dermed besejlede Kofod en nedrykningsskæbne, som længe har svævet over Sønderjyske. Men selvom det har ligget i kortene, at nedrykningen var en mulighed, er det stadig tungt for Sønderjyske-midtbanen, Mads Albæk.

- Det er selvfølgelig ikke særligt sjovt lige nu, men det har jo stået og luret lidt i baggrunden gennem længere tid.

- Vi har jo godt vidst, at der skulle et mindre mirakel til at sikre overlevelse, men det gør ikke skuffelsen mindre. Men når alt kommer til alt, så kan det med kun fire vundne kampe jo ikke være anderledes, siger Mads Albæk.

Senest Sønderjyske rykkede ud af Superligaen var i 2006. Herefter spillede Haderslev-klubben to sæsoner i første division, inden de i 2008/2009 atter var at finde i landets bedste række.

- Der er ikke fedt, at man som klub og spiller ikke har været god nok til at forblive en del af den bedste række. Hvis man skal finde noget positivt, så er det da, at vi har været i Superligaen i 14 sæsoner i træk, men det kan vi bare ikke bruge til så meget lige nu. Nu er vi skuffet over, at vi har været med til det her. Så det er det, som fylder lige nu, siger Mads Albæk.

De seneste 14 sæsoner har blandt andet budt på sølvmedaljer i 2016, mens Sønderjyske vandt pokalguld i 2020, og var i pokalfinalen i 2021.