EM-feberen fylder tribunerne i superligaen: Men det er andet end fodbold, der trækker

Denne sæson oplever superligaen den største publikumsinteresse i mere end ti år.

(Foto: Anthon Unger)

Fodbold skal opleves på stadion.

En påstand, man ofte hører fra de fodbold-begejstrede. De seneste mange sæsoner i superligaen er det dog mest blevet ved snakken.

Men i år er noget anderledes.

Når Brøndby søndag tager mod FC København på Brøndby Stadion, forventer Brøndbys kommunikationschef, Christian Schultz, 27.000 tilskuere, hvilket vil være det højeste tilskuertal siden 2005, hvor 28.298 tilskuere så Brøndby-FCK.

Og det er ikke kun i Brøndby, at tilskuerne strømmer til.

For der har været ekstra gang i tælleapparaterne på næsten alle de danske superligastadions i denne sæson.

Efter de første 12 spillerunder har flere end 8.000 tilskuere i gennemsnit set på, mens spillerne i den bedste danske fodboldrække har dystet om tre point på grønsværen. Det sparker tilskuersnittet op som det højeste de seneste 13 år.

Efterveer fra EM-feberen

De to seneste superligasæsoner har været præget af coronarestriktioner, men sammenligner man den nuværende sæson med 2018/2019-sæsonen, som var den seneste under normale omstændigheder, er tilskuersnittet til superligakampe steget med 26 procent.

En af forklaringerne på den øgede interesse for fodbold er ifølge ekspert i sport og branding ved Profesionshøjskolen UCN, Kenneth Cortsen, netop at vi i en lang periode ikke havde mulighed for at komme på stadion.

Der er med andre ord opstået en klassisk ’du ved ikke, hvad du har, før du mister det-effekt’, og det har gavnet superligaklubberne.

- Når man gerne vil markedsføre et produkt, handler det om at slå noget fast i forbrugernes bevidsthed. Coronapandemien har nærmest medført en omvendt markedsføring, hvor fodboldpublikummet er blevet opmærksomme på, hvad det er, de er gået glip af, og det har de i den grad fundet ud af efter genåbningen, siger Kenneth Cortsen.

Faktisk kan man argumentere for at kimen til tilskuerboomet i superligaen allerede blev lagt under sommerens EM-slutrunde, hvor det danske landshold begejstrede hele fodbolddanmark.

Allerede dengang fik den bredde danske befolkning ifølge Kenneth Cortsen en længsel efter at være en del af noget større.

- Man så jo allerede de første konturer under EM, og den eufori, der var omkring landsholdet, er noget, som danskerne har taget til sig. Og det kan ikke udelukkes, at det også er medvirkende til, at andre end de gængse superligatilskuere pludselig har fået lyst til at gå til fodbold.

Herrelandsholdet har i den grad sat fut i fodboldfeberen i Danmark. Ikke bare med en forrygende EM-slutrunde, men også med fyldte tribuner til efterårets VM-kvalifikationskampe i Parken. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Uafhængig af resultaterne

En af de klubber, som har oplevet den største fremgang, er OB, som har næsten 1.800 flere tilskuere til sine hjemmekampe denne sæson end i 2018/2019-sæsonen.

Og det glæder selvfølgelig den kommercielle chef i OB, Jack Jørgensen. For allerede inden coronapandemien satte de blåstribede odenseanere gang i flere tiltag, der skulle øge antallet af tilskuere.

En del af tankegangen hos OB har været at gøre stadionoplevelsen uafhængig af de sportslige resultater. Og med en femte plads i 2019 som den bedste placering de seneste 10 sæsoner har den plan nok ikke været hel dum.

- Mange af de klubber, vi måler os med, har haft resultaterne med sig de seneste år, det kan vi ikke lige frem bryste os af. Derfor handler det for os om at skabe et fællesskab, så OB pludselig betyder meget mere end tre point for de fans, som kommer på stadion, og det er vi lykkedes med, siger Jack Jørgensen.

Et af de nye tiltag er, at hver kamp har sit eget tema, som er tilpasset kamptidspunktet. Derfor har fynboer kunne opleve fredagsbar til fredagskampe og familiedage til formiddagskampe i weekenden.

- Vi måtte erkende at to gange 45 minutter ikke var nok til at få flere på stadion, derfor har vi arbejdet med at gøre OB's hjemmekampe til fynboernes foretrukne samlingspunkt, fortæller Jack Jørgensen, som tilføjer at salget af sæsonkort i det fynske denne sæson har været det største nogensinde.

Fans har taget ejerskabet tilbage

Og netop det at lokke flere på stadion, som ikke nødvendigvis kommer for at følge det lokale hold i tykt og tyndt, kan Christian Kokholm Rothmann nikke genkendende til.

Han er formand for interesseorganisationen Danske Fodboldfans, og han oplever også, at der er blevet gjort meget fra klubbernes side for at gøre fodboldkampe til mere end bare kampen om tre point.

- Fodbold er igen blevet et samlingspunkt. De danske fodboldstationer er nu ikke kun for de passionrede, som kommer igen kamp efter kamp, men også for dem, som skal lave noget en fredag aften eller en søndag formiddag.

Men ifølge Christian Kokholm Rothmann spiller de dedikerede fans stadigvæk en stor rolle for stemningen på de danske fodboldstadions, og det har de tomme tribuner under coronapandemien især gjort dem opmærksomme på.

- Der er kommet et meget større ejerskab på tribunen, hvor fans tager ansvaret for en del af stadionoplevelsen. Fans har også indset, hvor stor en del af fodboldoplevelsen, de er, hvor meget de kan påvirke den, og når der er god stemning på stadion, lokker det bare flere mennesker til fodbold.

FacebookTwitter