Erik Rasmussen færdig i AGF

AGF stopper med øjeblikkelig virkning samarbejdet med træner, Erik Rasmussen. Der sker, efter at holdet røg ud af Superligaen efter et katastrofalt forår.

Erik Rasmussen færdig i AGF. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

AGF har netop oplyst, at klubben med virkning fra dags dato har indstillet samarbejdet med cheftræner Erik Rasmussen. Det sker som en konsekvens af klubbens nedrykning til Viasat Divisionen, der blev en realitet med nederlaget til OB på hjemmebane i Århus søndag den 16. maj 2010.

- På baggrund af den seneste tids evaluering af sæsonen og situationen har jeg i samråd med bestyrelsen på dagens ordinære bestyrelsesmøde truffet beslutning om, at der skal nye og friske kræfter til på posten som cheftræner i AGF. Vi har derfor i dag opsagt samarbejdet med Erik Rasmussen. Vi går straks i gang med arbejdet med at ansætte en ny cheftræner til AGF, siger administrerende direktør i Århus Elite A/S, Jan Christensen.

- Jeg vil gerne på vegne af Århus Elite A/S og AGF sige Erik Rasmussen tak for den tid, han har været i klubben. Erik viste i efteråret nogle af de store kvaliteter, han besidder som træner, og han formåede i den periode at få noget af det bedste frem i vores spillertrup. Desværre har vi måttet konstatere, at det gode spil og de gode resultater ikke fortsatte. Vi har foretaget en grundig vurdering af, hvordan vi hurtigst muligt vender tilbage til Superligaen, og denne faldt desværre ikke ud til Eriks fordel. Derfor skilles vi nu, fortsætter han.

Århus Elite A/S oplyser, at de fortsætter arbejdet med at skabe forudsætningerne for, at AGF så hurtigt som muligt, og forhåbentlig allerede efter næste sæson, kan returnere til Superligaen.

Facebook
Twitter