Esbjerg sender Kian Hansen til Nantes

Kian Hansen skifter til sommer til den franske Ligue 1-klub FC Nantes.

Kian Hansen skifter til sommer Esbjerg ud med Nantes. (Foto: DR Sporten © DR)

Forsvarsspilleren Kian Hansen skifter fra Esbjerg til franske FC Nantes. Det oplyser den franske klub torsdag.

24-årige Kian Hansen har skrevet under på en fireårig kontrakt med klubben, der for tiden indtager syvendepladsen i Ligue 1. Danskeren skifter først til sommer og færdiggør således sæsonen med Esbjerg.

Esbjerg-ledelsen oplyste allerede onsdag i en selskabsmeddelelse, at man var blevet enig med en udenlandsk klub om et salg af midterforsvareren.

Det eneste der manglede for, at en handel var på plads, var, at Kian Hansen blev enig med sin nye klub om de personlige detaljer, og at han bestod lægetjekket. Og de ting faldt på plads i løbet af torsdagen.

Kian Hansen kom til Esbjerg fra Grindsted som drengespiller og fik sin debut på førsteholdet i december 2008.

Efter et par svære sæsoner slog han igennem som en boldspillende midterforsvarer i 2011/12, hvor klubben spillede en sæson i den næstbedste række.

Han markerede sig stærkt sidste forår, hvor esbjergenserne vandt pokalfinalen og har også været i landstræner Morten Olsens søgelys.

Han blev udtaget til landsholdstruppen til kampene mod Georgien og Armenien i juni, men har endnu sin første A-landskamp til gode.

/ritzau/

Facebook
Twitter