Esbjergs 1-0-sejr over Horsens giver vestjysk tredjeplads

Carlo Holse blev matchvinder for Esbjerg, som slog Horsens med 1-0 og rykkede på tredjepladsen i Superligaen.

Esbjerg tog lørdag et stort skridt mod top-6 i Superligaen, da oprykkerne på hjemmebane besejrede AC Horsens med 1-0.

Det var lejesvenden fra FC København, Carlo Holse, som blev den store helt for hjemmeholdet, da han sørgede for kampens eneste scoring, der sender Esbjerg op på tredjepladsen i ligaen.

Der resterer to runder af grundspillet, og Esbjerg, som har fire point ned til nummer syv i tabellen, skal i de sidste kampe møde Sønderjyske og Vejle.

Horsens ligger nummer ni i Superligaen og har fortsat blot et enkelt point op til top-6, der efter grundspillet fortsætter til mesterskabsspillet.

Temperamentet kom i kog

Det var gæsterne fra Horsens, som åbnede kampen bedst og kom til et par chancer mod et Esbjerg-hold, som smed unødvendigt mange bolde væk.

Horsens kom dog ikke meget tættere på end et frisparksforsøg fra Oliver Drost, mens Joni Kauko kom til Esbjergs bedste forsøg før pausen med et ufarligt hovedstød.

Der blev gået godt til den fra begge side, men den chancefattige og ikke specielt velspillede første halvleg sluttede uden scoringer.

Spillet var efter pausen fortsat nervøst og usammenhængende.

Det var igennem opgøret tydeligt at se, at der stod meget på spil for begge hold i kampen om top-6, og temperamenterne kom ofte i kog, hvilket resulterede i syv gule kort undervejs i kampen.

Efter godt en times spil kom kampens afgørende scoring, da 19-årige Carlo Holse ud af ingenting slap fri i et kontraangreb og med et fladt spark sendte bolden i nettet og Esbjerg på tredjepladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter