Ex-spiller: OB tillod fuldskab og slendrian

Den tidligere OB-målmand kritiserer kulturen i den fynske klub, hvor der i hans tid både blev set stort på fuldskab og en slap indstilling til træning.

Emil Ousager retter en skarp kritik mod sin tidligere klub OB. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er ingen tvivl om, at OB er et godt stykke fra tidligere tiders storhed, hvor fynboerne spillede med om de sjove placeringer i Superligaen og spillede europæisk fodbold.

'Striwerne' er i øjeblikket blot nummer 13 i landets bedste række og minderne om en rigtig god sæson ligger efterhånden langt tilbage, så hvad skyldes deruten?

Det har den tidligere OB-målmand Emil Ousager forsøgt at give en forklaring på i et læserbrev på Fyens.dk.

- Personligt mener jeg, vi skal 10 år tilbage for at finde en del af forklaringen. I foråret 2007 var Michael Hemmingsen træner, og vi havde netop vundet pokalfinalen med stærke karakterer som Ulrik Laursen og Johan Absalonsen i startopstillingen. Da jeg to år senere kom tilbage, var Lars Olsen ny cheftræner, og de fynske islæt var væk, skriver Emil Ousager, der kommer med insiderviden om en kultur, der tillod både fuldskab og en mildest talt slap indstilling til livet som professionel fodboldspiller for Fyns største klub.

- Organisationseksperter udtaler ofte, at det tager få dage at nedbryde en stærk kultur og mange år at opbygge en ny. Og det var præcis, hvad der skete i Ådalen de år. Roy Carroll kunne møde fuld op til træning og stadig spille hver weekend - hvis han da lige havde lyst. Djemba-Djemba kunne tage i byen to dage før årets vigtigste kamp mod FCK og alligevel starte inde - selvom det var umuligt for ham at gennemføre lørdagstræningen, skriver Emil Ousager i sit læserbrev.

OB har brug for en Delaney

Ousager så en stærk træningskultur smuldre og den specielle OB-ånd lod også til at fordufte i hans tid i klubben.

- Bevares, det var da spændende med store navne som Djemba-Djemba i klubben, men unge mennesker, som har brug for idoler, finder hurtigt ud af, hvem som er troværdige. De har brug for dedikerede klub-mennesker bedst eksemplificeret ved Thomas Delaney (eks-FCK'er), hvor de kan se, hårdt arbejde og dedikation betaler sig, skriver Emil Ousager.

Hele Emil Ousagers læserbrev, der er skrevet under titlen 'OB: Middelmådighedens holdeplads', kan læses her. Emil Ousager var i OB i to omgange fra 2009-2011 og igen i 2014-2015.

Facebook
Twitter