Farlige Frank afgjorde højdramatisk kamp

FC Midtjylland vandt højdramatisk mandagskamp 2-1 over AaB og er på andenpladsen i Superligaen.

  • Frank Kristensen jubler efter sejrsmålet til 2-1 (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • FCM's Martin Albrechtsen så rødt efter 20 minutter (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Ronnie Schwartz fældes af Martin Albrechtsen (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • FCM jubel efter Jesper Juelsgård Kristensens scoring til 1- 0. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Ronnie Schwartz mod FCMs Kritstian Bak Nielsen, der måtte forlade banen efter et sammenstød med Jeppe Curth. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • En skuffet Ronnie Schwartz - jubel i FCM-lejren efter Frank Kristensen scoringen (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Frank Kristensen jubler efter sejrsmålet (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • AaBs Ronnie Schwartz (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Træner Allan Kuhn i jubel efter 2-1 sejren (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Træner Allan Kuhn i jubel efter 2-1 sejren (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
1 / 10

Det lignede ikke noget brag på forhånd, men mandagskampen mellem FC Midtjylland og AaB udviklede sig til et rent drama.

Begge mandskabet indkasserede et rødt kort og Frank Kristensen endte med at afgøre kampen til hjemmeholdets fordel med en scoring i slutminutterne. Den højdramatiske kamp på Heden sluttede 2-1 til FCM.

FC Midtjylland havde efter den fine sæsonstart satset på at løbe gæsterne over ende i starten af opgøret og gav Kristian Bak Nielsen comeback i startopstillingen. Men den hjemvendte FCM-profil fik en del at se til i starten af kampen, hvor nordjyderne havde et par gode forsøg.

Men det betød bare, at målmand Jonas Lössl i FCM-målet blev spillet varm, og han var kampen igennem mand for flere store redninger.

FCM's Martin Albrechtsen så rødt efter 20 minutter (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Direkte rødt til Albrechtsen

Efter 20 minutter så Martin Albrechtsen direkte rødt kort for en voldsom tackling på Ronnie Schwartz. FCM-spillerne var rasende, fordi situationen opstod efter en episode, hvor Frank Kristensen havde spillet bolden ud over sidelinien som en fairplay-gestus, da AaB havde en mand i græsset. Men AaB'erne gengældte ikke fairplay'et og spillede videre - og det gav Schwartz muligheden for at komme igennem i venstresiden, hvor han blev fældet af Albrechtsen.

Dommeren valgte altså - noget hårdt - at give Albrechtsen direkte rødt.

Men det betød bare, at hjemmeholdet for alvor fik publikum i ryggen, og efter 26 minutter brød jublen for alvor løs, da Jesper Juelsgård Kristensen drejede en frisparksbold rundt om AaB-muren og ind bag Karim Zaza.

FCM lå herefter lavt på banen, men det blev ikke rigtigt farligt, og målmand Jonas Lössl var hele tiden på plads i hjemmeholdets mål til at holde AaB'erne fra fadet.

AaB pressede på

I pausen reagerede nordjyderne offensivt og skiftede Mathias Wichmann ud og sendte Henrik Dalsgaard på banen.

AaB'erne pressede godt på og kom igennem på kanterne, men det midtjyske forsvar holdt stand - Kristian Bak Nielsen bandt det godt sammen, dirigerede og tog ansvar.

Men efter en lille times spil blev Kristian Bak fældet af Jeppe Curth og måtte lade sig skifte ud.

Det betød, at Brian Priske måtte gå ind og spille midterforsvar sammen med Erik Sviatchenko, og de to blev tæppebombarderet af bolde fra nordjyderne. Christian Sivebæk kom ind som højreback - en noget uvant situation for ham.

Efter 77 minutters spil måtte AaB's Patrick Kristensen forlade banen, da han indkasserede sit andet gule kort for et frustrationsfrispark.

Men to minutter efter lykkedes det alligevel for nordjyderne at få bolden ind bag Lössl: Daniel Christensen trykkede af fra kanten af feltet, bolden ramte Brian Priske på vej mod mål, snød Lössl og gik i mål. Priske blev noteret for selvmål.

Dermed lignede det et point til hver lejr - men i slutminutterne dukkede Frank Kristensen altså op og headede sejrsmålet i nettet.

FC Midtjylland er på andenpladsen i Superligaen med 12 point efter fem kampe i denne sæson. Ulvenes hidtil bedste start var i 2006/07, hvor de havde 11 point efter de første fem opgør

FCM's Martin Albrechtsen så rødt efter 20 minutter (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
Facebook
Twitter