FC København kigger på ny tjekke

FC København viser interesse for den tjekkiske forsvarsspiller Zdenek Prospech, mens spanske Murcia tjekker FCKs Michael Silberbauer.

Tjekkiske Zdenek Pospech skal erstatte William Kvist, der ikke har lyst til at spille i forsvaret. (Foto: Claus Bech Andersen © Scanpix)

FC København skulle ifølge B.T. være interesseret i at skrive kontrakt med den tjekkiske forsvarsspiller Zdenek Prospech.

Sparta Prag-spillerens agent bekræfter da også over for avisen, at der har været kontakt til København.

En journalist fra avisen Lidove Noviny vurderer dog overfor B.T., at skiftet nok først går igennem til sommer.

FCK-sportschef Carsten V. Jensen vil ikke kommentere rygterne. 29-årige Prospechs kontrakt med Sparta Prag løber frem til 2010, og han var i vinter tæt på at skifte til Wolfsburg. Men aftalen faldt til jorden, og han har siden været mest interesseret i at blive i den tjekkiske hovedstad.

Avisen 24timer sætter i øvrigt FCKs Michael Silberbauer i forbindelse med spanske Murcia. Ifølge avisens oplysninger er Primera Division-klubben interesseret i at hente Silberbauer allerede i dette transfervindue. Silberbauers kontrakt med FCK udløber til sommer.

 

Facebook
Twitter